Af Nicolai Kaltoft, stud.theol.
Klimadebatten som anstødssten
I flere år har jeg interesseret mig for, hvordan vi som kristne skal forholde os til klimadebatten. Jeg har læst flere bøger af kristne forfattere, der forsøgte at give et svar på netop det. Bøgernes argumenter – uanset hvor gode de end måtte være – tog dog ikke altid udgangspunkt i de bibelske tekster. Jeg ville derfor gerne selv undersøge, hvordan særligt skabelsesberetningen beskriver menneskets måde at være i verden på: Er mennesket ophøjet over de andre skabninger? Har det en særlig rolle? Hvad er forholdet mellem mennesket og resten af skaberværket? Ud fra disse spørgsmål valgte jeg at undersøge, hvordan skabelsesberetningen og andre gammeltestamentlige tekster (GT) beskriver menneskets rolle og relation til resten af skaberværket.
Skabelsesberetningen
Det er svært at komme udenom, at mennesket ifølge skabelsesberetningen får tildelt en særlig plads og status i skaberværket. Dette kommer til udtryk på flere måder. Skabelsen af mennesket får konkret mere plads i skabelsesberetningen i forhold til resten af det skabte, hvis man tæller antallet af de anvendte ord i den hebraiske grundtekst. Det fortæller os, at menneskets skabelse er noget særligt.
Mennesket er den eneste skabning, der bliver skabt i skaberens eget billede. Mennesket skal ligne Gud selv, som en fysisk repræsentant af den usynlige Gud i skaberværket. Samtidig er det resterende skaberværk og mennesket ikke løsrevet fra hinanden. Mennesket er formet af støv fra jorden, der spiller på de to enslydende hebraiske ord for menneske (adam) og jord (adamah).
I forlængelse af menneskets særstatus får det også tildelt en særlig rolle. Skabelsen af mennesket i Guds eget billede er faktisk i konkret forbindelse til Guds plan for mennesket i skaberværket. Menneskets grundlæggende formål er nemlig, at det gennem gudbilledligheden skal repræsentere Gud i skaberværket: Det skal herske, underlægge sig, dyrke og vogte skaberværket som Guds betroede vicekonge. Mennesket skal i denne rolle følge Guds vilje og hans retfærdige måde at regere på – ikke sin egen. Menneskets fokus som Guds vicekonge skal derfor ikke være rettet mod sig selv, men mod Gud.
Mennesket er ikke centrum
I den sidste del af opgaven inddragede jeg andre GT-tekster, der også kunne belyse problemstillingen. Noget af det springende i disse tekster er, at mennesket enten er fraværende eller ikke er i fokus. Det er i stedet det resterende skaberværk og dets store mangfoldighed, der bliver fremhævet. Særligt Salmernes Bog 104 og Jobs Bog 38-41 er eksempler på dette.
Sl 104 viser, at det ikke kun er mennesket, der nyder godt af skaberværkets mange funktioner og skaberens omfattende omsorg: Træerne er fuglenes hjem og vandet er livgivende for markens dyr. Salmen udfordrer en snæver forståelse af menneskets rolle og relation til resten af skaberværket. Mennesket er på den ene side privilegeret i sin gudbilledlige særstatus og rolle, men resten af skaberværket har på den anden side en værdi og funktion uafhængigt af mennesket.
Job 38-41 fortæller på samme måde, at mennesket ikke skal forstå sig selv større eller mere vigtig, end Gud ønsker. I disse kapitler indser Job nemlig, at skaberværket ikke har mennesket som dets centrum. Hele skaberværket er i stedet flettet tæt sammen, og mennesket indgår i et fællesskab med de andre skabninger. Det betyder dog ikke, at mennesket ikke fortsat har en særlig plads og rolle i skaberværket. Men det betyder, at mennesket både er privilegeret i sin plads og rolle, men samtidig lever som én af flere skabninger i skaberværket, der alle har værdi for Gud.
En lovprisende forvaltning
Som man formentligt kan se ud fra det ovenstående, så er der en del spændinger i de bibelske teksters beskrivelser af menneskets rolle og relation til skaberværket. Det kan alligevel helt grundlæggende siges, at hver enkelt skabning relationelt har sin egen selvstændige værdi for Gud, men funktionelt har mennesket en særlig rolle i skaberværket.
I løbet af skriveprocessen kom jeg frem til, at titlen på opgaven skulle være Til ham er alting skabt. Det stod nemlig klart for mig, at skaberværket i sidste ende tilhører skaberen selv. Som mennesker er vi skabt til at være repræsentanter i skaberværket efter Guds vilje. Vi skal derfor leve i, gøre brug af og forvalte skaberværket med respekt for dets grænser og værdi. Og forvalte det på en måde, der ærer og lovpriser skaberen selv.
Vil du gerne læse hele Nicolai Kaltofts bacheloropgave? Så send en mail til dbi@dbi.edu.