Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Skal du studere teologi?

Til august optager vi nye teologistuderende på FIUC-København på DBI. Måske er det noget for dig – eller en, du kender?

Der er flere måder at beskæftige sig med teologi på, og på DBI vil vi gerne give dig de allerbedste muligheder med den særlige profil, DBI har.

På DBI giver vi dig

  1. En undervisning, der er gennemsyret af høj faglig kompetence, tillid til Bibelen, glæde over evangeliet og kærlighed til alle de mennesker, der også skal høre evangeliet om Jesus Kristus.
  2. Et studiefællesskab ud over det sædvanlige, hvor du kan få lov til at stille alle dine tvivlende og spidsfindige spørgsmål – og få mulighed for at vokse i troen.
  3. Et overskueligt studiemiljø med undervisere tæt på i hverdagen, mentorgrupper – og ikke mindst gode medstuderende at blive udfordret af og dele liv, tro og hverdag med.
  4. En undervisning der aldrig glemmer, at målet er din tjeneste i Guds riges vidtforgrenede arbejde.

Derfor valgte de en bacheloruddannelse på DBI

Morten Heldgaard Kofoed Munch, folkekirkepræst i Lindehøj kirke, Herlev

Jeg sidder her på mit præstekontor og tages tilbage til studietiden på DBI. Min bogsamling er en afspejling af mine lektorer og professorers anbefalinger. Mine tanker om praktisk teologi har taget form af de mange samtaler med medstuderende. I dag har jeg blandt andet stået for en bisættelse og efterfølgende konfirmandundervisning. Og du spørger måske: Hvorfor bachelor på DBI? Tja. Måske står det ikke helt skarpt for dig endnu. Men tro mig, her fra mit præstekontor står det klart. Jeg vil aldrig have været bacheloren på DBI foruden.

Kasper Drejer, frimenighedspræst i Vesterhavskirken, Esbjerg
Da jeg startede på DBI, havde jeg langt fra en klar plan for, hvad jeg skulle bruge uddannelsen til. Faktisk startede jeg blot som et “forsøg”, hvor jeg egentlig allerede havde fået plads på en anden uddannelse et halvt år senere. Det blev dog aldrig aktuelt – og i dag har jeg den store fornøjelse at arbejde som præst i en frimenighed. DBI har for mig været en både tryg og udfordrende base, som på mange måder har været med til at give mig frimodighed og sult efter at tjene som præst i en kirke. Det har jeg så fået muligheden for i Vesterhavskirken, i Esbjerg.

Kristoffer Hummelmose Enevoldsen, forstander på LMH
Gud kan lede mennesker ad mange veje. I mit liv ledte han mig i en årrække forbi DBI. Den tid satte en række aftryk. Bl.a. prægede DBI mig med en frimodighed til at læse i og kæmpe med Guds ord. Og vigtigere endnu: DBI hjalp mig til at bøje mig for Guds ord, når først betydningen dæmrede for mig. Fleksibiliteten på DBI til at studere og sideløbende påbegynde et virke i Guds riges arbejde var for mig en stor hjælp til at fremelske nogle evner og nådegaver. Samtidig gav det et netværk og en retning, da jeg efter studiet skulle søge arbejde.

Få mere at vide

Ansøgningsfrist 1. juli
Se www.læsteologi.dk
Kontakt studiekoordinator Peter Greek Kofod: studiekoordinator@dbi.edu