Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Siger Bibelen virkelig, at alt er tomhed?

I min bacheloropgave har jeg arbejdet med Prædikerens bog, som i lang tid har haft min store interesse. Hvordan kan en bog i Bibelen virkelig hævde, at alt er tomhed?

Siger Bibelen virkelig, at alt er tomhed?

Af Filip Pilgaard Holm, stud.theol.

Den udfordrende bog

”Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.” Prædikerens bog indeholder elementer, der kan få sin læser til at stoppe op og tænke: Kan Bibelen virkelig mene det? Hvis du også tænker sådan, så er du ikke den eneste, for gennem tiden har mange mennesket kæmpet med at forstå denne bog. Selv en klog mand som Martin Luther må erkende i forordet i sin kommentar til Prædikerens Bog, at det er en af de sværeste bøger i hele Bibelen, som ingen rigtig har mestret.

De to stemmer

Derfor blev min nysgerrighed vakt, da jeg blev gjort opmærksom på, at der i bogen faktisk er to stemmer, som vil fortælle os noget, og som måske tvinger os til lige at vende bogens udsagn en gang mere i hovedet. For hovedsageligt læser man Prædikerens ord, der fortæller os i 1. person at ’Jeg gjorde det her, jeg forstår det sådan her eller jeg er frustreret over det her’. Men der er også en anden stemme i spil. Som citatet fra starten af bogen ovenover viser, så møder man også én, der taler om Prædikeren i 3. person. Der er altså også en fortællerstemme. Lidt ligesom i en film som Titanic følger vi et hovedforløb, men som indrammes af en anden fortælling, der både kommenterer og ændrer vores forståelse af hovedforløbet.

I Prædikerens Bog er denne fortæller generelt meget stille. Først helt til sidst kommer han med sin afsluttende kommentar i 12,8-14, der på en eller anden måde gerne vil fortælle os læsere, hvordan vi skal forholde os til alt det, Prædikeren siger i bogens hoveddel. Når man går ned og læser afslutningen, rejser der sig et spørgsmål: Forholder den afsluttende stemme sig distancerende og måske advarende til Prædikerens budskab? Eller kommer han her til sidst og godkender det hele som en visdom, vi skal tage ind og følge?

Arbejdet med afslutningen

Derudfra startede mit arbejde med afslutningen af bogen. Det gik hurtigt op for mig, at afslutningen rigtignok fremstår anderledes end resten af bogen. Og så alligevel ikke. For fortællerstemmen bruger ord og vendinger fra Prædikerens mund, der, når man læser dem i sammenhængen, lige giver et ekstra lag til budskabet. Et af flere eksempler findes i 12,9. Her siges det, at ’Prædikeren var vis’. Umiddelbart en helt fin og positiv vurdering ved første øjekast. Men hvis vi sammenligner med, hvad Prædikeren selv har sagt i hele hoveddelen om de vise, så bliver det lidt mere kompliceret. Prædikeren siger ganske vist gennem hele hoveddelen, at det klart er at fortrække at være vis. Det er det bedste valg, ja, men det bliver også tydeligt flere gange, at det for Prædikeren i sidste ende ikke er nogen fordel. Inde i vers 15-16 i kap 2 siger han: ”Når tåbens skæbne også rammer mig, til hvad nytte er jeg da så overvældende vis? […] Ak, både den vise og tåben må dø!”. Så er det måske heller ikke så smigrende at blive kaldt vis af afslutningens fortællerstemme.

Nøglen til Prædikerens budskab

Uden at komme med flere spændende eksempler må jeg springe hen til den sammenfatning, som jeg endte med i arbejdet med teksten. For på trods af, at der måske ligger indbygget en ironi i noget af det ros, der bliver tildelt Prædikeren, så præsenteres han ikke decideret som én, man ikke skal lytte til. Tværtimod. Selvom Prædikeren kommer med udsagn, der gør ondt at høre, så har vi nemlig brug for hans stemme. Vi må bare ikke overdrive den. For at bruge et billede så tages vi som læsere med hen til en klippekant, hvor Prædikerens budskab er afgrunden, der ligger nede foran os. Den har vi brug for at se, men vi skal ikke hoppe ned i den og dermed råt sluge alt det, som Prædikeren gør og siger. Nej, vi skal vide, at afgrunden er en realitet – have den med i vores forståelse af livet – og så gå et skridt tilbage fra klippeafsatsen. Fortælleren mener, at Prædikeren rammer rigtigt, når han fokuserer på livets tilsyneladende meningsløshed, men for fortælleren er det ikke punktum for livet. Det er sundt for os at høre, at ’alt er tomhed’, men samtidig er det ikke det fulde billede.

Dette er nøglen, som afslutningen rækker til læseren for igen at prøve at låse budskabet i bogen op. Det gør ikke bogen letlæselig og pakker ikke alle udsagn ind i bobleplast og vat. Bogen er stadig rå og kompleks, fordi livet er råt og komplekst. Men i læsningen af Prædikerens udsagn og i det levede liv må vi huske, at der virkelig er én, der giver mening til livet. Det er ham, der kender ethvert menneske. Ham, der er over alting.