Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Pinse – festen for lovens gave

Pinsefesten fejres af jøderne den dag i dag som den begivenhed, hvor Moses fik lovens tavler på Sinaj bjerg. Men pinsen indgår også i selve frelseshistorien.

Pinse – festen for lovens gave

Af Jan Holm Mor tensen, sognepræst ved Kristkirken i Kolding

Ved Sinaj bjerg fik Israel en høstkalender med tre valfartsfester (2 MOS 23,10-19). Den skulle værne dem mod hedenskabets frugtbarhedsguder, når de kom ind i det forjættede land. Samtidig fik festerne et frelseshistorisk indhold (3 MOS 23): Påsken fejrede byghøsten og udvandringen fra Egypten. Løvhyttefesten fejrede frugthøsten og Guds frelsende nærvær i ørkentiden (3 MOS 23). Pinsens frelseshistoriske betydning bliver dog ikke skåret ud i pap. I 3 Mos 23 har pinse ikke engang et navn, men kobles direkte på påskens høstperspektiv: Fra svingningen af byghøstens første neg for Herrens ansigt skal der tælles syv uger og så skal israelitterne bringe to svingningsbrød til templet, bagt af hvedehøstens førstegrøde. Heraf får pinse sit navn: shavuot = ”uger”, på hebraisk, pentekoste = ”50” (dage) på græsk: ”pinse”.

PINSEN HÆNGER PÅ PÅSKEN
Pinsen bliver et klimaks for hele kornhøsten fra det første neg til det daglige brød. Dens ene festdag bliver påskens punktum. Samtidig udgør pinsedag et vendepunkt som begyndelse på den tid, hvor man skulle bringe førstegrøden af landets syv afgrøder op til templet indtil den store løvhyttefest (4 MOS 28,26).

Selvom pinsens frelsesperspektiv ikke bliver fremhævet, må det være pagtslutningen ved Sinaj bjerg, der skal tænkes ind her. Det var netop ved pinsetid, at Moses fik lovens tavler på Sinaj bjerg (JF. 2 MOS 19,1). Sådan fejrer jøderne stadig pinse som festen for ”lovens gave”.

FEST FOR FRELSEN
Også som fest for frelsen hænger pinse på påske. Gud frelste ikke bare folket fra noget (påske). Han frelste det til noget, nemlig til fællesskab med sig selv (pinse). Sådan er pinse påskens klimaks. Og samtidig et vendepunkt: For herfra går folket nu med Gud som Herre mod det forjættede land.

Med pagtslutningen som nøgle dukker tre perspektiver op: Gud giver sin lov til det folk, han har frelst (1). Den udgør betingelserne for den pagt (2), der bliver stiftet ved ”pagtens blod” (2 Mos 24). På basis af pagten flytter Gud ind hos sit folk (3): Han tager bolig i tabernaklet og udruster først Moses (2 MOS 34,29) og siden de 70 ældste med sin Ånd (4 MOS 11,16-25).

DEN NYE PAGT
Dette sidste perspektiv bliver senere også profeternes vision. For Israel holdt jo ikke Herrens pagt. Profeterne ser en ny og bedre pagt for sig. Den skal bygge på syndernes forladelse. Guds lov skal skrives i hjerter af kød. Til den tid vil Gud udgyde sin ånd over hele sit folk og rejse et nyt tempel, hvorfra levende vand skal strømme til alle menneskers velsignelse.

Det er disse løfter, der opfyldes, ”da pinsedagen kom” (APG 2) netop den pinse, hvor påsken havde fået sin evige opfyldelse ved Jesu død (på påskelammenes slagtedag) og opstandelse (på førstegrødens dag). Det, der udspillede sig for folks øjne i Jerusalem den dag, har været som at se ”Sinaj 2”: Tunger af ild, der fordelte sig på disciplene og satte dem i stand til at tale Guds ord på fremmede sprog, svarer til samtidige forestillinger om begivenhederne ved Sinaj bjerg: Hvordan Guds
tale blev til synlige ildtunger, der delte sig op i 70 sprog.

Også i den nye pagt hænger pinsen på påsken. Den frelse, Jesus vandt for os i påsken, bliver os til del i pinsen. Pinsen giver ikke et billede af en åndelig maksimal-erfaring. Pinsen er, ligesom påsken, en frelseshistorisk éngangsbegivenhed: På basis af den nye pagts forløsning i påsken tager Gud selv på en tydelig måde bolig i den nye pagts folk, flytter ind i sit nye tempel, hvor loven nu skrives på hjerter, og hvorfra det levende vand ved Guds kraft skal strømme ud i verden og bære frugt. Sådan er pinsen også i den nye pagt en ny begyndelse, hvorfra vi sendes ud i Åndens kraft på Guds mission.

På pinsedag tog Kristus ved sin Ånd bolig i sin kirke én gang for alle. Vi, der ikke var med den dag, får del i den samme gave ved dåb og tro: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave”. Ved dåben blev vi bestænkede med den nye pagts blod til en god samvittigheds pagt (1 PET 1,2; HEBR 10,22). Vi kan tænke på vores egen dåbsdag som vores personlige pinsedag. Nu gælder det så om at vandre med Jesus og leve i den relation hver eneste dag, så han kan bære frugt i os og ved os, indtil vi når frem til målet, vores sjæles frelse. Sådan som apostlene allerede dengang viste os ved eget eksempel: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (APG 2,42).