Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Paulus bad

Paulus’ breve kan lære os meget om, hvad sand kristen bøn er.

Paulus bad

Af Peder Østergaard Jensen, landssekretær i ELM

Når man dykker ned i emnet ’bøn i Paulus’ breve’, er der rigtig meget at lære om bøn. Ikke så meget om bønspraksis, for vi kan kun ane lidt af, hvordan Paulus faktisk bad. Men vi lærer meget om, hvad sand kristen bøn er.

BØN ER BARNERELATIONEN TIL GUD
Paulus forstår bønnen som det grundlæggende udtryk for, at vi er blevet adopteret af Gud til at være hans sønner og døtre i kraft af vores tro på Jesus som frelser. Vi er blevet løskøbt fra lovens slavevilkår til barnekår og -rettigheder hos Gud, fortæller Paulus i Gal 4,4-6:
”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!”

Læg mærke til, hvordan Paulus siger, at Helligånden i os kalder på Gud som vores far. På den måde viser Paulus os, at når Jesus lærer os at sige ”Vor Far”, så er der tale om en virkelig og intim relation, fordi Gud ved Ånden bor i os. Bøn er derfor frem for alt et tryghedens og tillidens rum, hvor vi har fællesskab med vores kærlige og almægtige Far i himlen. Det skal ses i modsætning til det, som ifølge Jesus karakteriserer hedningers bøn; at man tror, at man overtaler eller tvinger Gud til at gøre noget ved at bede særligt vedholdende eller intenst (Matt 6,7).

OPMUNTRENDE BØNNER
Det mest fremtrædende omkring bøn i Paulus’ breve er nok, at han stort set altid begynder sine breve med både tak og bøn for dem, han skriver til. Nogle gange er disse bønner meget ordrige, men ser vi på nogle af de kortere eksempler, så har vi for mig at se essensen af, hvad Paulus beder om i alle sine bønner. I 1 Thess 1,2-3 skriver Paulus: ”Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner og uophørligt over for vor Gud og Fader mindes jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet til vor Herre Jesus Kristus.”

Og i brevet til Filemon i v. 4-7 udtrykker han sig sådan:
”Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, for jeg hører om den kærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og over for alle de hellige. Jeg beder om, at din delagtighed i troen må føre dig til indsigt i alt det gode, vi har fået i Kristus.”

TRO-HÅB-KÆRLIGHED
Jeg har fremhævet den kendte treklang tro-håb-kærlighed, fordi de tre temaer bliver gentaget i bønnerne i forskellig form. Paulus takker dels for den tro, det håb og den kærlighed, som findes hos brevmodtagerne, og dels fortæller han brevets modtagere, at han vedvarende beder Gud om, at troen, håbet og kærligheden må vokse yderligere i dem.

Der er rigtig meget at sige om dette, men her vil jeg fremhæve, hvordan Paulus på den måde opmuntrer menighederne til at holde ud i troen. Han spejler Guds faderkærlighed og kommer med opmuntrende tilråb ligesom en forælder, der lærer sit barn at cykle: Hvor er det flot, prøv igen, op på cyklen igen, du kan godt…! Han formidler både Guds glæde over sine børn og hans længsel efter, at deres åndelige modenhed må udvikles yderligere. På den måde hænger bønnerne tæt sammen med det, som i øvrigt kendetegner meget af Paulus’ undervisning: Formaninger, dvs. opmuntringer, til at de lever som det, de reelt er: Nye skabninger bestemt til at leve helligt. Ved at tage formaningerne ind i bønnen sætter Paulus streg under, at det ikke sker i egen kraft, men udspringer af og næres af barnerelationen til Gud.

UDFORDRINGER TIL VORES SYN PÅ BØN
På denne baggrund kan det følgende måske være til inspiration eller udfordring for vores bønsliv og syn på bøn:
Vækst i modenhed. Jeg tror, at mange af os beder om, at vi må blive holdt fast i troen og blive bevaret, og det er måske også nogle gange det, vi oplever som vores store behov. Men Paulus ser for sig kristenlivet som en fortløbende vækst i modenhed. Vi bliver udfordret til at bruge bønnen til at minde både os selv og hinanden om det; i tillid til at Gud også vil give den vækst, som han kalder os til at bede om.

Et fællesskab med Gud. Den anden udfordring er vedvarende aktuel for mig selv. At jeg ikke kommer til at se på bønnen som en præstation, jeg skal levere, for at jeg er tilfreds med mig selv som kristen. Men at bøn er en mulighed, en virkelighed, et levende fællesskab med min almægtige og kærlige far, som jeg altid og overalt har lov til at gøre brug af.