Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Ny studiemulighed fra august 2024

Fra og med studieåret 2024 kan nye teologistuderende indskrevet ved FIUC-København på DBI (som enkeltfagsstuderende) vælge samtidig at søge om optagelse på teologi ved Københavns Universitet (KU).

Den nye studieordning ligner den, som studerende ved FIUC-Aarhus (på Menighedsfakultetet) og Aarhus Universitet har kunnet gøre brug af siden 2023.

Ordningen giver en række muligheder og fordele for de nye studerende:

  1. Studievejen ligger fast, sådan at de studerende kan fortsætte direkte på kandidatuddannelsen uden forsinkelse.
  2. De studerende får en bedre kontakt med universitetet allerede i tiden som bachelorstuderende, og på samme tid får de alt det bedste med fra kernefagene på FIUC-København på DBI.
  3. Som studerende ved KU har man adgang til at søge SU, få studierabatter og adgang til kollegieværelser.

God undervisningsplan er lagt

Med den nye ordning følger man både undervisning på FIUC-København og på Københavns Universitet. Vi har sammensat en undervisningsplan, hvor man skal tage mindst ét semesters fag ved fysisk tilstedeværelse på Københavns Universitet. De resterende fag undervises der i på FIUC-København, men nogle af disse fag skal man til eksamen i på Københavns Universitet.

Forhåndsmerit begge veje

Den nye ordning kræver, at de studerende søger Københavns Universitet om forhåndsgodkendt merit for enkeltfag taget på FIUC-København på DBI. På samme måde vil FIUC (Fjellhaug) give merit for fag, der er taget på Københavns Universitet, så man efter 3 år kan få en norsk bachelor i teologi. Efter 4 års studier på Københavns Universitet får man også en bachelor i teologi her. FIUC-København på DBI har studiestart midt i august og begynder dermed et par uger før Københavns Universitet. Det er derfor muligt at være med til introduktionsforløb begge steder.

Hvorfor ny ordning?

I overvejelserne omkring denne nye studieordning har vi mødt stor velvilje fra Københavns Universitet. Vi ved, at retten til SU og de fordele, det giver i studielivet, betyder meget for de unge, når de skal vælge uddannelse. For DBI er det essentielt, at vi stadig kan tilbyde de studerende størstedelen af de kernefag, som DBI brænder for. Det vil vi kunne med denne ordning. Samtidig bliver DBI’s faglige tilbud – både undervisning og temadage – også mere synlige på teologi på KU.

Hvad anbefaler DBI?

Skal vi følge hjertet, vil vi stadig anbefale studerende at tage hele deres bacheloruddannelse på FIUC-København på DBI. Vi synes, at vi her har fået skruet en rigtig god uddannelse sammen. Samtidig vil vi gerne give de studerende flere muligheder at vælge imellem, og denne nye uddannelsesmulighed kan vi også stå inde for. Den giver et højt akademisk niveau og fokus på tjeneste i kirke og mission.