Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Ny rejsesekretær: Vi har brug for gode teologer!

Chris Lindeskov Rasmussen er ny ungdomsrejsesekretær for DBI frem til sommeren 2025, og han har sat sig nogle gode mål for arbejdet.

Ny rejsesekretær: Vi har brug for gode teologer!

"Med stillingen kan jeg kombinere to ting, jeg holder af: Jeg kan få lov til at udbrede DBI's sag - og jeg kan få lov til at forkynde evangeliet", fortæller Chris.

”Jeg glæder mig til at komme rundt i Danmark og besøge forskellige kirker og ungdomsforeninger. Det er spændende at være nye steder og møde nye mennesker, så det ser jeg frem til” fortæller Chris og fortsætter: ”Jeg drømmer jo om, at vi bliver endnu flere til at bære DBI – både med forbøn, medleven og økonomisk støtte. Derfor har jeg leget lidt med nogle konkrete mål for, hvor mange ”følgere” og givere, DBI har. Det kunne dog godt blive en udfordring at nå målene, selvom det præcise antal selvfølgelig ikke er det vigtigste.

Jobbet kombinerer to ting

Chris har selv læst sin bachelor på DBI og været glad for det. ”DBI ligger mit hjerte nær, så da jeg fik muligheden for at blive rejsesekretær, behøvede jeg ikke tænke længe over det. Her kan jeg nemlig kombinere to ting, jeg holder af: Jeg kan være med til at udbrede DBI’s sag – og jeg kan få lov til at forkynde evangeliet! Og sidstnævnte er jo egentlig også, hvad vi dybest set ønsker på DBI.

Desuden passer stillingen også godt i min nuværende livssituation. Før sommer blev jeg færdig på pastoralseminariet, og det passer mig ganske godt ikke at behøve at tænke på præstegård og sådan noget lige nu og her. Derudover har jeg friheden til at rejse land og rige tyndt, så det glæder jeg mig også til!”

Ud i landet

Den vigtigste opgave bliver at tage ud i landet og møde de unge og udfordre nogle af dem til at læse teologi. ”Jeg skal både besøge ungdomsforeninger, KFS-grupper, bibelskoler osv. Samtidig ønsker vi også på DBI at holde forbindelsen med baglandet – og gerne også udvide det. Derfor bliver det også et fokus for mig at besøge kirker, hvor DBI ikke så ofte er forbi, herunder folkekirker samt valg- og frimenigheder. Derudover ønsker jeg også at udbrede kendskabet til DBI i frikirke-Danmark, hvor jeg tænker, at vi på trods af konfessionelle forskelle har et solidt tilbud om en teologisk uddannelse på højt niveau og på bibelsk grund” fortæller Chris.

”Det vigtigste at fortælle om DBI er egentlig sagt med vores tre kerneværdier: Tillid til Bibelen, glæde over evangeliet og kærlighed til mennesker. Når man bygger en teologisk uddannelse på disse tre, tror jeg på, vi får gode teologer – og det har vi brug for!”