Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Når vækkelsesforkyndelsen går galt

Jeg tryglede og bad, om de ikke ville synge ’Kimer himmelklokker’ for mig. Men mødelederen nægtede. De vidste nemlig ikke, om jeg havde haft den rigtige omvendelsesoplevelse.

Af Finn Rønne, lektor i kirke-og missionshistorie, dr.theol. på FIUC-DK

Denne historie – fortalt af en 50-årig mand, mange år efter det var sket – er et eksempel på, hvordan vækkelsesforkyndelsen kan gå galt. I nogle sammenhænge har man haft den tradition at synge en bestemt sang, ’Kimer himmelklokker’, når nogen er blevet omvendt. Det kan af og til være gavnligt med et sådant ritual, der markerer dén vigtige begivenhed i et menneskes liv, som en omvendelse er. Problemet er, hvis det (som åbenbart var tilfældet her) er koblet til en bestemt type oplevelse, som man skal have haft, for at omvendelsen bliver anset for at være rigtig.

Lær af Jesus
Jesus selv forkynder til vækkelse og omvendelse. Vi kan lære af ham, hvordan vi skal gøre det. Vi kan også se, hvornår vækkelsesforkyndelsen går galt – nemlig ved at overveje, hvordan han IKKE gjorde.

Jesus understreger i Johannesevangeliet kap. 3 over for Nikodemus nødvendigheden af, at vi bliver genfødt/omvendt. Men når Nikodemus så spørger, hvordan det kan gå til, så foreskriver Jesus ikke en omvendelsesoplevelse, som skal foregå på en bestemt måde. Og som man så kan henvise til som bevis på, at man er rigtig omvendt – eller blive anfægtet over, fordi man ikke har oplevet det sådan. Jesus kræver heller ikke, at man skal være ordentligt knust under loven og frigjort ved evangeliet for at kvalificere til at være rigtig omvendt. Omvendelsen er Helligåndens værk, og Helligåndens arbejde kan man ikke sætte på en formel.

Jesus lægger heller ikke op til, at man skal forkynde en egentlig omvendelse for mennesker, som har været troende i mange år. Som om omvendelsen skulle være en åndelig – eller måske psykisk – ned- og optur, som vi alle sammen skal igennem med jævne mellemrum, for at det skal være rigtigt. Og sådan at vi ikke tør være sikre på, at vi til stadighed er Guds børn. I stedet skal vi leve i et dagligt opgør med (og bekendelse af) synden i vores liv, sådan at vi også lever i Guds tilgivelse af vores synd. Selvom dette af og til kaldes for ’den daglige omvendelse’, så er der ikke tale om den grundlæggende omvendelse til kristentroen, som en sand vækkelsesforkyndelse sigter på.

Synd, dom og fortabelse
Jesu vækkelsesforkyndelse er tæt forbundet med en alvorlig tale om dom, syndens alvor og fortabelsens virkelighed. Det kendte vers fra samtalen med Nikodemus, Joh. 3,16, fremhæver f.eks. fortabelsen som det, vi skal reddes fra ved tro på Jesus. Men Jesus undgik altid de faldgruber, vi kan havne i, når vi i vores vækkelsesforkyndelse fremholder det samme:

  • Det var tydeligt, at Jesu tale om dom, synd og fortabelse ikke var et mål i sig selv, men altid sigtede på at tilbyde en redning fra det.
  • Budskabet blev aldrig ’afleveret’ på en følelseskold og ’konstaterende’ facon. Det var altid båret af en mærkbar kærlighed til modtagerne af det alvorlige budskab, og af en tydelig smerte over det, der ville blive resultatet af en manglende omvendelse. Tænk bare på Jesus, der står uden for Jerusalem og græder over, at indbyggerne ikke ville tage imod ham, så de kunne blive frelst. Det fortælles, at en kendt vækkelsesleder spurgte sin kone, hvad hun tænkte om en prædiken, hvor han havde talt tydeligt om Helvedes realitet. Hun svarede: ”Jeg savnede tårerne over Jerusalem.” I tillæg til det, vi møder hos Jesus, må vi jo også lade det skinne tydeligt igennem, at vi selv kæmper med synd, og at dommen og risikoen for at gå fortabt også er noget, vi må forholde os til for egen del.
  • Jesu vækkelsesforkyndelse lagde ikke en upersonlig distance til folk, men han mødte dem som medmennesker, etablerede en personlig relation til dem og engagerede sig i deres liv. Det var det, som gjorde, at de også kunne tage de alvorlige ord til sig.
  • Jesus kunne være meget hård i sin forkyndelse, men det var altid over for de selvgode og selvretfærdige, aldrig i mødet med dem, som var bevidst om og led under deres nederlag, fald og syndighed.
  • Jesus talte med myndighed og autoritet, men forkyndelsen foregik samtidig i et magtfrit rum, hvor menneskers grænser og frihed blev respekteret. Jesu ord kan skabe tro som en tillid til ham, men de er ikke et magtmiddel, der tvinger mennesker.

Vi kan aldrig blive som Jesus – heller ikke når vi forkynder til vækkelse – men hvis vores vækkelsesforkyndelse ikke skal gå galt, må vi her søge at efterligne ham mest muligt. Vi må også være opmærksom på, at dem, vi kalder til at forkynde til vækkelse, ønsker at følge Jesu eksempel på de nævnte områder.