Af Nicolai Winther-Nielsen, professor i GT
Sefanias blev kaldet som profet i en ildevarslende tid få årtier før Juda Riges undergang. Hans bog er vigtig, fordi den viser, hvad skal der forkyndes, når et land har forladt Gud.
Sefanias kendskab til de tidligere profeter bar hans forkyndelse, og Sefanias’ Bog er et eksempel på, at der forkyndes både lov og evangelium. Vi ser det to gange i bogen: I kapitel 1-2 og i kapitel 3.
OPGØR MED AFGUDSDYRKELSEN
Sefanias fik sit kald på kong Josijas tid. Josijas bedstefar Manasse var en af de mest ugudelige konger i landets historie. Templets ødelæggelse og bortførelsen til Babylon skyldtes ”alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet Herren” (2 KONG 23,26).
I modsætning til Manasse var kong Josija en gudfrygtig konge. Han fik bremset afgudsdyrkelsen for en tid. Hans reformer har sikkert været inspireret af Sefanias og af Jeremias, der var profet på samme tid.
Sefanias’ første opgave var at gøre op med den kana’anæisk inspirerede dyrkelse af ”Ba’al” (SEF 1,4).
Det var en frugtbarhedsreligion, som skulle sikre afgrøderne i landet, men frafaldet fra Gud fik den modsatte effekt: Gud udryddede alt liv i Juda, hvor afgudsdyrkelsen florerede (JER 7,9).
HERRENS DAG
Truslen om denne ødelæggelse skildrer Sefanias ved at videreføre den gamle profetiske forkyndelse om ’Herrens dag’ (SEF 1,7). ’Herrens dag’ er et gennemgående tema i profeten Joels Bog, hvor den både beskriver naturkatastrofen og det kommende slag om Jerusalem. Sefanias skildrer Herrens dag som den dag, hvor Gud ofrer stormænd, fornemme, afgudsdyrkere, købmænd og alle andre i Jerusalem på sit bål. Dette billede bruges om det allersidste opgør i Åb 19,17-18.
Med et stærkt billede skildres Gud som en politibetjent, der går rundt i natten for i projektørlyset at finde dem, der sanseløst beruser sig i løgnen om Gud – at han ”gør hverken ondt eller godt” (1,12). Dommens dag kommer snart som et lyn fra en klar himmel (1,14). Gud finder de blinde, der famler rundt i deres synd og blod (1,17).
I kapitel 2 udvider Sefanias angrebet til også at gælde nabofolkene, og først og fremmest filistrenes byer, hvor katastrofen også skal ramme. Begrundelsen for deres dom er, at byer som Ashkelon en dag skal være tæt beboet af Judas befolkning ene og alene, fordi Gud nu griber ind og skaber en ny situation (2,7).
HÅB OM FRELSE
Men Sefanias profeterer også om et håb om frelse – konkretiseret i Guds løfte om en genoprettelse af folket efter straffen (5 MOS 30,3). Løftet udstrækkes til området ved Det Døde Hav. Stormagterne Egypten og Assyrien trækkes også med ind under dommen. De gamle tyranner vil en dag miste magten.
Dette forklares i to centrale vers ud fra Guds eget væsen (2,10-11). Gud straffer ethvert oprør mod ham, for at alle efter dommen skal tilbede ham. Hvad Gud gør med sit eget folk gennem straf og frelse er modellen for, hvad han gør med alle folkene rundt om Israel.
HOVMOD STÅR FOR FALD
Gud gjorde op med nationernes ”hovmod” (2,10) – og heller ikke Jerusalem tillod Gud længere at være ”hovmodig” (3,11). Inden for ganske få år var det slut med den brutale stormagt Assyrien, som havde tyranniseret Israel, Juda og dets nabolande i århundreder. Dets hovedstad Nineve faldt i 612 f.Kr., endnu mens Josija var konge (2,13). Sådan vil det også gå enhver anden ugudelig magt – hovmod står for fald.
I kapitel 3 er tankesangen så den, at hvis Nineve kunne falde, så kunne det også ske for Jerusalem. Sefanias gentager dommen og målretter den på Jerusalem – og straffen udstrækkes også til hele jordens befolkning. Oprøret mod Gud i Jerusalem viser sig i magthavernes pral, dommeres korruption, profeters snak, præsters lovbrud og alle de andre udtryk for frafald fra Gud. Alene Herren kan og vil garantere retfærdigheden ved domstolen (3,5). Gud vil være det ubestikkelige vidne imod hele jorden (3,8) – og dens dommer og bøddel i brændende passion for retfærdighed.
FOR AT DE SKAL FRELSES
Men igen er hensigten i alt dette at frelse folkene og samle Israel (3,9-20). Sefanias’ håb næres i høj grad af Esajas’ forkyndelse, om at Jerusalem skal blive et nyt og herligt Zion: Læber renses til påkaldelse af Gud, en rest stoler på Gud, de svage helbredes.
Profeten Sefanias finder ikke på noget nyt. Vi skal tilbage til Gud og hans ord, tilbage til Bibelen. Bogen er et godt eksempel på, hvordan Guds ord konkret taler om dom og frelse – eller hvad vi også kalder lov og evangelium. Vi skal stadig i en sekulær samtid helt konkret forkynde, at Gud dømmer alle os ugudelige syndere for at frelse os.