Af stud.theol. Jonas Kattner Sørensen
Nu er sommeren for længst forbi, men den gode stemning er holdt ved. Dette tror jeg særligt skyldes Silas Rosenkvist, én af de nyere studerende. Silas er nemlig en glædesspreder! Udover det er han også 22 år, født og opvokset på Falster, beboer i DBI-lejligheden, lystfisker, lystcomputerspiller og har lyst til at gifte sig med Victoria (hvilket er gengældt og derfor sker til august).
Vejen til teologi
Silas har efter eget udsagn haft en ganske almindelig barndom i en klassisk dansk familie. Men så længe han kan huske, har han haft et forhold til Gud. Det var dog først, da han i gymnasietiden inviterede sig selv med i kirke, at troen på Gud også blev en relation til Jesus. Kirkegangen førte ikke kun til en relation til Jesus, men også til hans nuværende forlovede, præstens datter. På den måde kom Silas hurtigt ind bag forhænget i præstegården, og her fik han lov til at se ind i en præsts maskinrum. At se, hvordan man som præst kunne bruge god forkyndelse og et kærligt blik på mennesker til at lede hen til Gud, blev til stor inspiration for Silas. Og selvom der også var andre studiepladskonkurrenter, som biologi eller musik, så endte det alligevel med at blive denne inspiration, der trumfede teologien igennem.
Det bedste fra to verdner
Når jeg spørger Silas, om teologien så har levet op til forventningerne, ryger det ud af ham: ”Det er så fedt! Jeg elsker at bliver klogere på alt muligt, og jeg æder det bare råt.” Entusiasmen er ikke til at tage fejl af!
Silas fortæller også om, at han er rigtig glad for den nye studieordning, hvor man både har mulighed for at studere på DBI og Københavns Universitet. Hvis ikke den mulighed havde været der, tror han nemlig ikke, han havde studeret på DBI. Men det at kunne være begge steder er utroligt værdifuldt for Silas. Balancegangen mellem den tillidsfulde og kritiske tilgang, som han møder, mener han nemlig kommer at gøre ham til en bedre teolog: ”Hvis jeg vil være en god, dannet teolog, der skal arbejde i et forskningsmiljø eller folkekirken, så ville jeg snyde mig selv, hvis jeg ikke tilegnede mig viden fra begge steder.” Historien om Silas er altså også en historie, som viser den nye studieordning frem fra sin bedste side.