Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Mød DBIs studiekoordinator

En edderkop kan forbinde flere vidt forskellige kontaktflader. Dens udfordring er at kunne se helheden og samle alle tråde til en velfungerende enhed. Mange opfatter edderkopper som ubehagelige – men her går også grænsen for sammenligningen af en edderkop og DBIs varme, venlige studiekoordinator, Peter Greek Kofod.

Mød DBIs studiekoordinator

Interview med studiekooordinator, Peter Greek Kofod
Af stud.theol. Johannes Heule

Som regel står Peters dør på klem, og når man banker på, bydes man venligt indenfor på Peters kontor, hvor man kan få løst sit problem hos problemknuseren. Denne gang mødes vi online, men det er med den samme muntre tone, at Peter møder mig for at blive interviewet til DBI-posten.

HAR TEOLOGI OG MISSION MED SIG
Peter Greek Kofod har nu i 5 år tjent Guds rige som ”edderkoppen i nettet” på DBI. Hans kendskab til DBI går dog længere tilbage. Tidligere studerede han selv teologi på Københavns Universitet og modtog supplerende undervisning på DBI. Da DBI indgik samarbejde med Misjonshøgskolen i Stavanger, hoppede Peter på toget og besluttede sig halvvejs gennem bachelorstudiet at forsætte sin uddannelse på denne studieordning. Da de andre studerende på DBI skulle have græsk, som Peter havde bestået, tog han til Etiopien som missionærpraktikant og underviste i troslære på en bibelskole.
Efter studietiden har Peter arbejdet med både det ene og andet. Han har kunnet kalde sig både ungdomsrejsesekretær, bibelskolelærer, bog- og vinsælger. I dag er han 43 år og gift med Frida. De bor på Frederiksberg sammen med deres lille datter på halvandet år.

ROLLEN PÅ DBI
Peters titel på DBI er studiekoordinator. ”Groft sagt kan man sige, at jeg er studieadministrationen på DBI.” Det er svært at blive mere specifik og rumme alt det, som Peter beskæftiger sig med, eftersom hans opgaver er så forskelligartede. ”Det er også det, som jeg kan lide ved mit job; den ene dag er forskellig fra den anden. I mine opgaver indgår alt fra at lægge skemaer og tage imod studieansøgninger til at udskrive 133 ark med eksamensspørgsmål og bede for dem, som skal op til eksamen, hvilket jeg har gjort i dag.”

PERIODER
Eftersom ingen dag er lig den næste, er det nemmere at tale om perioder. I starten af studieåret gælder det om at assistere med alt muligt for ”at søsætte fartøjet” og få igangsat undervisningen. I midten af semestret er Peter allerede i gang med at planlægge det næste studieår og lægge skema. Og i slutningen af semestret arbejder Peter med eksamener og optagelse af studerende til det kommende studieår.

TUSINDVIS AF PUSLEBRIKKER
Når jeg beder om flere detaljer om skemaplanlægningen, opridser Peter for mig, hvor stor og kompliceret en proces det er at få alle brikkerne til at havne på rette plads. For tiden er der tre forskellige bachelorordninger, der kører side om side, og derudover er der studerende, som modtager netundervisning. I skemaplanlægningen skal Peter tage hensyn til lokalebehov, de studerende og lærerne. ”Selvom lærerne er dygtige til at læse bibeltekster, så er de ikke alltid så gode til at tolke e-mails. Beder man dem skrive, hvornår de ikke kan undervise, svarer de lige modsat: ”Jeg ta’r tirsdag og torsdag mellem 10-12.” En anden udfordring er optagelsesprocessen til selve studierne. De norske optagelsesregler er ikke de samme som de danske. For at gøre det hele endnu mere kompliceret, så er der ikke kun danske studerende på vores uddannelser, men også studerende fra Sverige, Norge, Færøerne, Cambodja, Grønland, Peru og Frankrig.

UDFORDRINGER
”En del af arbejdet består i at løse nyopståede problemer. Når der mangler erfaringer fra tidligere, gælder det bare om at komme i gang med at finde en løsning hurtigst muligt.” På spørgsmålet om, hvad der er sværest ved arbejdet, nævner Peter ikke bare praktiske vanskeligheder. Noget af det sværeste hører til selve optagelsesprocessen. ”Som studiekoordinator er det min hovedopgave at hjælpe de studerende til at kunne studere. Derfor kan det være trist at måtte give studerende afslag på deres ansøgning, fordi de ikke opfylder optagelseskravene.

DET BEDSTE
Afslutningsvis leder jeg efter det, som er drivkraften i Peters arbejde og spørger ham derfor, hvad han bedst kan lide ved sit job. Det kræver ikke lang betænkningstid, før Peter svarer: ”Det er nok jer studerende. Det er jer, som giver mig lyst til at gøre det, som jeg gør. Coronapandemien har naturligvis gjort, at frugten af mit arbejde ikke har været så tydelig, men sædvanligvis kan man se de konkrete resultater af mit arbejde i jer studerende.”

DBI er taknemmelige over at have en problemknuser som Peter. Han, DBIs ”edderkop”, er et vigtigt og meget vellidt tandhjul i DBIs maskineri.