Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Herren kommer

Advent handler ikke kun på at se tilbage og mindes Jesu fødsel, men også at se frem og forberede sig til hans genkomst. 

Af Kristoffer Hummelmose Enevoldsen, stud.theol. 

Herrens første komme
Ordet advent kommer af det latinske udtryk Adventus Domini, som betyder Herrens komme. Sammenfaldet mellem advent og jul får os derfor let til at koble advent til Sønnens første komme i Jesusbarnet. I adventstiden bestræber vi os på at blive mentalt og åndeligt klar til at fejre julen, og vi bruger tiden til de praktiske forberedelser til festlighederne. 

Det har bestemt sin ret, for uden adventen som forberedelse til julen, så ville den let komme og gå så hurtigt, at vi ikke nåede at finde ro til tilbedelse ved krybben. 

Herrens andet komme
Når vi fejrer advent, så er det dog ikke kun Sønnens første komme, vi stopper op ved. Det handler også om Jesu andet komme, når han skal komme ”for at dømme levende og døde”. Det ses i kirkeårets tekster til 2. søndag i advent, hvor der læses enten lignelsen om de 10 brudepiger eller Jesu tale om sin genkomst fra Luk 21. 

Adventstiden er altså indrettet sådan, at vi ikke kun må rette vores fokus tilbage i tiden til Jesu fødsel, men også blive påmindet om den fremtidige virkelighed, at han skal komme igen. Selvom vi fylder vores advent med stress, jag, julefrokoster og gaveindkøb, så er tiden tiltænkt, at vi spørger os selv: ”Er jeg klar til Jesu genkomst?” 

Er Herren kommet til dig?
I Johannesevangeliet 1,9-13 står der: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” 

Spændt ud imellem fortid og fremtid går adventstiden ud på, at vi sikrer os, at vi er blandt dem, der ”tog imod ham”. Adventstiden, som bør rumme en refleksion over, hvorvidt Jesus er kommet til os personligt, er paradoksalt nok blevet en tid, vi fylder med så meget andet, at vi let glemmer denne overvejelse – ja, måske endda glemmer Jesus selv. 

Et praktisk tip
Hvis du i år vil undgå, at alle adventstidens gøremål tager fokus fra dens egentlige bestemmelse, så foreslår jeg følgende:  

Sæt konkret tid af til:  

  1. At læse om Jesu første komme, som du med taknemmelighed mindes (Es 8,23-9,6; Luk 1-2; Joh 1,1-18).  
  1. At læse om Jesu andet komme, så dit trosliv får evighedsperspektiv (Matt 25, Luk 21,5-38; 1 Thes 4,13-5,11).  
  1. At bede dagligt i adventstiden med David fra Sl 139,23-24: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” 

Tak og ære være Gud
Denne trebenede forståelse af Jesu komme ligger også bag Niels Johannes Holms salme Tak og ære være Gud. I de første to vers kigges der tilbage på Jesu første komme. Det sidste vers ser frem imod den virkelighed, at Jesus kommer igen i herlighed. I midten finder vi tre vers, som er formuleret som en inderlig bøn, der byder Jesus indenfor i vores hjerte.  

SALME 

1
Tak og ære være Gud,
som har ført sit løfte ud
og til syndres salighed
sendt sin kære Søn herned. 

2
Hvad de gamle fædre sig
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,
Herren herligt opfyldt har. 

3
Vær velkommen, du min fred,
dig ske tak i evighed!
Drag, o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig! 

4
Kom, du ærens konge, kom!
Hjertet er din ejendom;
rens det, dan det, som du vil,
jeg kun dig vil høre til. 

5
Med din trøst min sjæl opfyld
for min frygts og armods skyld,
at i troen idelig
jeg må hænge fast ved dig, 

6
at når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig for dig stå. 

N.J. Holm
1829