Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Martha, Martha

Har vi en tendens til – ligesom Martha – at gå fejl i vores relation til Jesus?

Martha, Martha

Af Louise Høgild Pedersen, høgskolelektor i latin og sjælesorg på FIUC-CPH

Det er tidligt, men Martha er allerede oppe. Mens hun forbereder morgenmaden, tænker hun på alt det, hun skal nå. Tøjvask, rengøring, på markedet og – nåh ja, så skal hun også lige nå at lave aftensmad til sig selv og sine søskende Maria og Lazarus. I aften bliver det vist bare noget nemt. Hun får travlt, hvis hun skal nå det hele.

Mens Martha går og fejer gulvet, ser hun pludselig bevægelse ude i horisonten. Først er det bare skikkelser omgivet af det støv, de hvirvler op, når de går. Men da de kommer tættere på, kan hun se, at det er Jesus og hans disciple. Hun bliver begejstret. Tænk, at Jesus kommer her i dag. Ud af øjenkrogen kan hun se vasketøjet, som ligger i en bunke på gulvet. Hendes første begejstring mindskes, og alle planerne flyver igennem hovedet. Gulvet er kun halvt fejet, tænker hun flovt. Jesus fortjener så meget mere. Hendes tanker bevæger sig fra rodet og hen på maden. Gad vide, om der overhovedet er nok nu? Med hendes sædvanlige effektive overblik, får Martha dog hurtigt lagt en ny plan. De har jo æg, og hun er også ved at bage brød. Det skal i hvert fald ikke hedde sig ude i byen, at hun ikke sørger for sine gæster. Om nogen fortjener hendes engagement og hendes kærlighed, så er det Jesus, og den bedste måde, hun ved at give den på, er at sørge godt for ham, mens han er i hendes hjem.

Inden ret længe er der sat skik på huset. Hun skynder sig ud for at samle flere æg, mens hun kalder på Maria. Martha kigger sig lidt irriteret omkring og opdager, at lillesøsteren sidder på gulvet indenfor og lytter koncentreret til Jesus. Martha stopper op. Hvad i al verden bilder Maria sig ind? Her render hun selv forvildet rundt for at nå det hele, så Jesus kan føle sig rigtig velkommen og mærke, at han er elsket. Men hvad gør Maria? Absolut ingenting! Hun ser ikke engang ud til at have dårlig samvittighed. Med ét forsvinder al Marthas gåpåmod. Hun kunne da også godt tænke sig bare at sidde der ved Jesu fødder, men det kan jo altså ikke lade sig gøre, for maden skal jo laves. Fuld af frustration vender hun resolut om i døren, går hen til Jesus og siger; ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.”

Afventende og irriteret står Martha nu der foran Jesus og er fuldstændig overbevist om, at han vil irettesætte Maria. Hun venter bare på at få ret. Der går, hvad der føles som en evighed, inden Jesus siger noget, men da han gør det, er det helt modsat af, hvad Martha havde forventet: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”

MARTHA, HVOR ER DU?
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvordan Martha har hørt disse ord. Forhåbentlig har hun mærket omsorgen gennem den lidt hårde tale. Hun må have mærket anerkendelsen, da han siger hendes navn. Jeg kan høre stemmen, som kærligt belærer: ”Martha, Martha! Du tager fejl. Ja, der skal laves mad, men der er kun én ting, som er nødvendigt – at høre det budskab, som jeg har til dig. Martha, Martha! Lad dig ikke distrahere.”

Det er næsten som om Jesu indtrængende udtalelse af Marthas navn giver genlyd helt tilbage til lige efter syndefaldet, hvor Gud leder efter Adam. ”Adam, hvor er du?” Martha, Martha! Du har trukket dig tilbage fra relationen med mig. Hvor er du?

Martha havde været så overbevist om, at hun havde ret i sin anklage. Hun var så sikker på, at hun var den, som tjente Jesus. Hun troede, at hendes kærlighed til ham skulle vises gennem hendes rene gulv og gode mad. Hun var så fyldt af alle opgaverne, at hun ikke opdagede tidspunktet, hvor hun ikke længere sled for Jesus.

IRETTESÆTTELSEN ER OGSÅ TIL MIG
Jeg genkender Martha fra mig selv. Jeg kan mærke glæden over at få gæster efterfulgt af kort desperation over, at alle dagens planer må ændres. Jeg genkender frustrationen over at stå alene med en opgave, som man forventede at være flere om. Men jeg genkender også følelsen af flovt at opdage, at jeg tog fejl, at de mange gøremål ikke er det, som forholdet til Jesus egentlig handler om, at de mange tjenester ikke er nødvendige. Men, at det tværtimod er der ved siden af Maria, hvor Jesus taler og udruster, at relationen med ham skabes.

Ved hans fødder lærer jeg ham at kende, sådan som han er, og ikke sådan, som jeg har forestillet mig, at han skulle være. Hér bliver jeg genkendt og gennemskuet. Her møder både Martha og jeg det eneste, som er virkelig nødvendigt – ham, som kender os fuldt ud, og som alligevel giver sit liv for os.
Martha, Martha!

Denne artikel er tidligere bragt i Til Tro, juni 2021.