Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Lokalt forankret med internationalt udsyn

DBI ønsker at være en tjener for Guds kirke og mission i vores tid.

Af Jens Peter Rejkjær, formand for DBI

Stedet er ikke prangende. Faciliteterne er ok, men ønskelisten på forbedringer er til at få øje på. Netop her – på Leifsgade 33 6. sal i København – ligger DBI. Visionerne er store. Vi ønsker at uddanne unge mennesker på et højt akademisk niveau, hvilket muliggøres gennem veluddannede lærere med anerkendte universitetsgrader fra både indlad og udland. Håbet er, at mange af disse unge finder ind i opgaver i folkekirken, i frimenigheder, i organisationer, etc.

Men der tænkes også globalt! Det internationale perspektiv kommer på forskellig vis til udtryk på det forskningsmæssige område, men ikke mindst i den nære kontakt med danske missionsorganisationer, der arbejder Worldwide. Det indebærer, at flere lærere fra DBI rejser til forskellige verdensdele for at undervise i kortere kursusforløb på teologiske seminarer og fakulteter. De får dermed vigtige input og opnår væsentlige erfaringer i mødet med kirken på det pågældende sted. Den inspiration, som de får med derfra, giver input til den undervisning, de leverer på DBI.

Bibeltro teologi under pres

Det er ikke alene i Danmark, at bibeltro teologi er under pres. Det ser vi alle steder. Det gælder også de kirker, som danske missionsorganisationer arbejder sammen med. Her kan udsendinge fra DBI være et korrektiv til ikke mindst tysk- og amerikansk inspireret teologisk undervisning.

Den helt store forskel gør de kandidater, der udklækkes fra DBI og som melder sig til opgaver i international mission. Gennem årene har de udgjort en markant del af studenterne. Opgaverne, de er gået ind i, har været mangeartede. Det kan være som undervisere på et præsteseminarium eller en bibelskole. Eller som rådgivere og vejledere for den lokale kirke. Eller andre relevante opgaver, hvor de har anvendt den uddannelse de fik på DBI.

På DBI er det vigtigt for os, at der er mindst én lærer, der har fokus på det internationale perspektiv. Lige nu er René Sølvsteen Nissen ved at skrive en ph.d.-afhandling med fokus på den østafrikanske kirkes indflydelse fra karismatisk og pentakostalt inspirerede miljøer. Samtidig underviser han i missiologi på DBI.

DBI er en del af Guds mission – både i Danmark, men også internationalt. Som kirke er vi kaldet til at gå bud for missionens herre – indtil verdens ende. Bed om, at DBI aldrig må miste dette perspektiv!