Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Livet i rillen

Her var det planen at bringe en artikel om, hvor dejlig det er, at studiehverdagen på DBI endelig var blevet normal igen.
Sådan en artikel bliver det ikke til, for hverdagen er i skrivende stund igen forsvundet mellem fingrene på os. Hvad nu?

Af Mads Due, stud. theol.

Hvor ville det være rart igen at kunne holde kaffeklub i køkkenet og give anerkendende highfives, når en klassekammerat har sagt noget skarpt i undervisningen. Den helt specielle fornemmelse, når man åbner døren til en læsesal, hvor der sidder 10 medstuderende dybt begravet i oldgamle sprog og middelalderlige bekendelsestekster.

ANDEN LOCKDOWN
Jeg har lært, at når man er på stranden, så føles anden dukkert som regel bedre end den første. Vandet er lige så vådt og koldt som første gang, men jeg har ændret mig, tilpasset mig. Måske gør samme princip sig gældende under denne anden lockdown-periode? Jeg oplever i hvert fald en anden hvile denne gang end sidste forår, og nu har vi jo også fået at vide, at ”det afgørende vendepunkt er påsken” – en kristen sandhed, der har fået et helt nyt betydningslag i 2021.

HVERDAGEN I EN LÆNESTOL
Indtil nu har jeg tilbragt størstedelen af det nye år i min slidte lænestol. Herfra har jeg udsigt over hele min tilværelse, som består af læsning og bibelstudie tilsat en stadig strøm af gamle LP’er. Tempoet er på alle måder langsomt, men det skulle også være så sundt. Jeg finder endnu en plade frem og spekulerer på, hvordan det til sin tid skal lykkes mig at få både lænestol og pladespiller med på cyklen igennem Københavns tempofyldte morgentrafik. Den har jeg ikke regnet ud endnu, men tænk hvis jeg kunne beholde hjemmestemningen og -tempoet, når det igen en dag forventes at man kan holde trit med vores højhastighedssamfund. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg vil køre så hurtigt igen.

LIVET I RILLEN
Nogle gange sidder jeg bare og iagttager LP’ens jævne bevægelse: rundt og rundt i sin rille, mens jeg tænker på, om dét ikke netop er tilværelsen. Dage og uger, måneder og år kommer og går. Det samme gamle, men også altid noget nyt.

Vi er på vej, for som nålen på en pladespiller er vi blevet sat i rillen og ser frem mod bedre tider. På den korte bane er det tiden efter påske ogmåske en mere almindelig sommer. På den lange bane er det evigheden. Gad vide, hvilken musik de hører der?