Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Serie: Teologiske fag - TEOLOGER SKAL LÆRE AT FORMULERE SIG MUNDTLIGT OG SKRIFTLIGT

Hvad hjælper det, at man kan forstå Bibelen på grundsprogene, fortolke den og sammentænke troens indhold i troslære og etik, hvis ikke man kan formidle det videre til andre mennesker, sådan at de forstår det og tager det til sig?

Af Børge Haahr Andersen, rektor og lærer i praktisk teologi

Med ovenstående sætning har jeg de sidste 17 år påstået, at homiletik – formidling – er det vigtigste teologiske fag på DBI, og at alle andre teologiske fag dybest set er hjælpefag for homiletikken.

TEKSTNÆR
Jeg plejer at inddele formidlingen i fire punkter. For det første skal en kristen formidling være tekstnær. Tilhørerne skal have et møde med den bibelske tekst, sådan at de, næste gang de læser teksten, husker dele af prædikenen. Tekstens væsentligste pointe bør også være prædikenens væsentligste pointe. Tugt, trøst, irettesættelse, løfte, formaning. Alle sider må frem og tydeliggøres i formidlingen.

LIVSNÆR
For det andet skal en kristen formidling være livsnær. En præstekollega sagde engang til mig, at en forkynder skal være god til at læse Bibelen og god til at læse sine tilhørere. Dvs. være tæt på tilhørernes hverdag, sådan at vi kender deres glæder og sorger. For Guds ord skal helt frem til den, der lytter, sådan at den enkelte indser, at tekstens budskab er sandt, og at det er sandt for mig. Hvis formidlingen kun er tekstnær, bliver det en præcis fortolkning af en tekst fra fortiden. Hvis formidlingen kun er livsnær, bliver det en hjælp til at forstå sig selv bedre. Men nu skal den være begge dele, fordi Guds ord vil i kontakt med vores ”sjæl”, hele vores personlighed.

PERSONLIG
For det tredje skal en kristen formidling være personlig. Jeg skal selv have gennemlevet det budskab, som jeg søger at formidle til andre. Teksten med dens tugt og trøst må farve mit ’jeg’, sådan at tilhørerne møder mig, når de møder teksten. I al min ufuldkommenhed og sårbarhed. Jeg må vove at være personlig, sådan at tilhørerne bliver klar over, at jeg selv har kæmpet med teksten og gjort den til et med mig.

PÆDAGOGISK
For det fjerde må en kristen formidling være pædagogisk. Indholdet må være klart gennembearbejdet og struktureret, sådan at jeg selv og tilhørerne kan huske det væsentligste. Jeg må formidle på en forståelig måde – ellers nytter den gode forberedelse ikke noget.
For det femte skal en formidling få ende igen. Som min afdøde svigermor sagde det: ”Det bedste ved en tale er, hvis den får ende!” Det gælder også denne artikel.