Christian Canu Højgaard, Adjunkt i Gammel Testamente, DBI
Det er forfærdeligt at læse om, hvordan Gud befalede israelitterne at udslette folkeslag, mænd, kvinder og børn: ”Men i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet” (5 Mos 20,16). Ikke desto mindre er det Bibelens egen pointe, at krigene skal lære noget om Gud, fx ”Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao” (2 Mos 14,18). Så lad os kigge på, hvad teksterne lærer os om Gud, og hvordan de skal bruges i dag.
Guds væsen
Guds krige i Gammel Testamente (GT) er hverken vilkårlige eller motiveret af racisme, men har en dobbelt begrundelse i Guds vrede over synd og hans barmhjertighed mod undertrykte.
Den første gang, vi i GT møder Guds vrede er i Anden Mosebog, hvor Gud berøres over israelitternes klageskrig over slaveriet i Egypten: ”Gud hørte deres jamren, og Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Gud så til israelitterne, og han tog sig af dem” (2 Mos 2,24–25). Redningen af Israel går igennem plager og udslettelsen af de egyptiske soldater, og i den forstand er krigen et middel til at frelse Israel.
Den mest centrale tekst om Guds væsen i GT må være 2 Mos 34,6–7: ”Og Herren gik forbi ham (Moses) og råbte: Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.”
I versene præsenteres Guds væsen i en dobbelthed mellem nåde og vrede. Det kan virke som en selvmodsigelse, at Gud både er barmhjertig og vred, men vi skal lægge mærke til to ting. For det første er der en asymmetri mellem nåden, der varer i tusind generationer, og vreden, der varer i fire generationer. Jeg forstår det på den måde, at Guds godhed og trofasthed er det bærende i Guds væsen, mens Guds vrede er tidsbegrænset og forsinket for at give plads til omvendelse.
For det andet har vreden den funktion, at den skal fremme det gode. Det sker, når den skyldige straffes. Og det sker, når de kanaanæiske folkeslag uddrives fra Kanaan, fordi de har gjort landet urent med deres synd og afgudsdyrkelse (3 Mos 18,24–30).
Omvendelse og dom
At Guds krige er begrundet i hans retfærdige vrede over synd betyder også, at krigene ikke er uomgængelige. Gud er ”sen til vrede”, for han ønsker ikke krig, men tilgivelse og forsoning.
I Dommerbogen kan man læse om en særlig dynamik i Guds måde at handle med Israel på: Når folket glemte Gud og begyndte at dyrke afguderne, sendte Gud fjender imod dem som straf. Men når de råbte til Gud i deres nød og omvendte sig, sendte Gud en dommer til at frelse dem. For selvom ”Herrens vrede flammede op mod Israel” (Dom 2,14), så fik han ”medlidenhed med dem, når de jamrede over, at de blev pint og undertrykt” (Dom 2,18).
I Jeremias’ Bog beskriver profeten dynamikken i Guds væsen endnu tydeligere: ”Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det” (Jer 18,7–8). Den virkelighed gjaldt for Israel såvel som alle andre nationer.
Advarsel til i dag
Den kristne kirke har ikke noget mandat til fysisk krig. Ifølge Paulus står kampen ”ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12). Og derfor er den kristnes våben ikke sværd eller bomber, men en åndelig rustning (Ef 6,10–17).
Men Guds krige i GT bør alligevel have en plads i den kristne troslære og i forkyndelsen. For det første fordi Gud stadig hader synd, afgudsdyrkelse og undertrykkelse, og fordi vores billede af Gud ikke er sandt, hvis ikke denne side er med. GT’s krige må være en fortsat advarsel mod ikke at omvende sig. Som Jesus siger: ”Frygt ham (Gud), som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede” (Luk 12,5). Jesus taler her om en sund gudsfrygt, der får os til at søge ham og hans tilgivelse.
Mission som respons
For det andet må vi se den brutale dom og straf over kanaanæerne som en advarsel om den dom, der hviler over verden. Hvis vi synes, at GT’s krige er forfærdelige, så må vi forfærdes endnu mere over udsigten til dommen på den sidste dag. Kirkens respons på denne ubærlige tanke om menneskers evige fortabelse er og skal være mission.