Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Kirkehistorien viser vejen

Kirkehistorien giver identitet, hjælp til at orientere sig og inspiration til mission.

Kirkehistorien viser vejen

Af professor i kirkehistorie, Finn Aasebø Rønne

Vi skal gå baglæns ind i fremtiden, siger den kendte psykologiprofessor Svend Brinkmann, hvis vi går forlæns, kommer vi til at leve i nuet, fordi vi ikke kender fremtiden, og ser kun vores egen næsetip. Derfor er der brug for kirkehistorien til at hjælpe os – som kristne og som kirke – med at gå ind i fremtiden.

KIRKEHISTORIEN SKABER IDENTITET
Historien fortæller os, hvem vi er, og hvordan vi er blevet det. Jeg er dansker, fordi nogle bornholmere i december 1658 skød en svensk kommandant og gav Bornholm tilbage til den danske konge. Ellers havde jeg været svensk og måske undervist i Lund i stedet for København. På samme måde fortæller kirkehistorien os, hvem vi er som kristne, og hvordan vi er blevet det. Vi er lutherske, fordi vi er overbevist om, at den lutherske teologi er bibelsk. Men historisk set er den danske folkekirke luthersk, fordi Christian den Tredje – eller hans hærfører Johan Rantzau – var god til at føre krig og derfor vandt borgerkrigen Grevens Fejde og dernæst havde mulighed for at indføre reformationen i Danmark.

Derfor er kirkehistorien vigtig i en tid, hvor de mange (valg)muligheder – også teologisk og kirkeligt – kan gøre os forvirrede og rodløse. Vi har brug for at vide, hvem vi er, og kende vores rødder for at få et grundlag at vælge ud fra og et udgangspunkt at tage afsæt i. Og det kan kirkehistorien fortælle os.

KIRKEHISTORIEN GIVER HJÆLP TIL ORIENTERING
Dagens kirkelandskab er ikke nemt at finde vej i – hverken nationalt eller internationalt. Men kirkehistorien giver et kort at orientere sig ud fra.

Teologer, der arbejder med kirkehistorie, er ikke så lette at løbe om hjørner med – for de har set det meste før, er der en, som har sagt. Ikke fordi historien gentager sig, men fordi det, vi ser i kirken i dag, hænger sammen med – og skal forstås ud fra – det, som er sket tidligere. Og fordi mange ting går igen – om end i nye former. Derfor kan kirkehistorien give et større perspektiv på det, vi står midt i, og hjælpe os med at vurdere det og samtidig lægge arbejdet bedst muligt til rette for fremtiden. Og den kan give materiale til både kristenliv og menighedsliv.

Vi har i de seneste årtier oplevet et opbrud, når det gælder den måde, mange praktiserer deres menighedsliv på. Det giver tilbagegang nogle steder og fremgang for andre. Her kan kirkehistoriens større perspektiv hjælpe os til ikke at blive modløse og samtidig både undgå nogle faldgruber og få gode forbilleder, når vi skal lægge til rette for vores menighedsliv fremover.

KIRKEHISTORIEN INSPIRERER TIL MISSION
I undervisningen på DBI betragter vi kirkehistorie som historien om, hvordan kristendom udbredes til og slår rod i forskellige kulturer, så kristendommen tager farve af kulturen, og kulturen selv forandres. Dermed viser kirkehistorien, hvordan man til forskellige tider har taklet den dobbelte udfordring, dette giver: På den ene side har evangeliet skullet forkyndes på en forståelig måde og kirken tilpasses, så den kunne slå rod i den pågældende kultur. På den anden side har man skullet passe på, at det omgivne samfund, kultur og religion ikke kom til at forandre kristendommens egentlige indhold, så det blev til noget helt andet. Ud fra den synsvinkel kan vi lære meget af det arbejde, man har gjort tidligere, og de teologiske kampe, man har stået i.

Frem for alt giver kirkehistorien inspiration til mission – både herhjemme og ude i verden – fordi den viser os, hvordan evangeliet til alle tider og ud over hele jorden har forandret mennesker og deres liv. For så kan det samme jo ske i dag. I vores liv, i vores familie, i og ud fra vores menighed – og i den internationale mission, vi er engageret i.

Dernæst kan det give os blik for, hvordan kristendommens udformning ofte vil være forskellig fra kultur til kultur og dermed også fra generation til generation. Så vi ikke insisterer på, at nye generationer og andre grupper og folk skal praktisere deres kristendom på helt samme måde, som vi gør. Vi kan oveni købet gennem kirkehistorien få hjælp til at udskifte noget af kristendommens indpakning, så den passer bedre til nye tider og andre mennesker.

Vel at mærke uden at kristendommens egentlige indhold og kerne ændres. Mange teologiske kampe op igennem tiden har netop handlet om at bevare kristendommen sand og bibelsk – i mødet med stadig nye omgivelser og påvirkningen herfra. Vi kan således lære af tidligere tider, når vi i vores tid og for de næste generationer vil søge at bevare kristendommen sund og sand.