Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Kingo

Kingos slidstærke salmer er flettet sammen med livet i kald og stand. 

Kingo 

Af Niels Jørgen Kobbersmed, pastor emeritus 

Da den 42-årige sognepræst i Slangerup, Thomas Hansen Kingo, i 1677 blev kaldet til biskop over Fyns stift, var det ikke kun, fordi han med sin digtekunst havde smigret kongen og rigets mægtigste mænd. Det havde han i meget høj grad. Men det var lige så meget, fordi han havde et lyst hoved, og fordi enevældens dominerende tankegang var gået Kingo i blodet. Loyale embedsmænd, der kunne bidrage til at konsolidere enhedssamfundet og virke for den sande lutherske tros befæstelse, var i høj kurs. 

Poet af stor kaliber
Elegant beherskede Kingo mange genrer: pompøs hyldestdigtning til konge og embedsmænd, underfundige og vittige rim som ”Sæbygårds koklage” under dække af en flok køers sorg over tabet af en tyr og med hentydninger til aktuelle begivenheder, eller smertefulde længsler efter sit hjertes udkårne, den smukke Sille Balkenborg, i kærlighedsdigtet ”Chrysillis”.  

Det åbenlyse digteriske talent blev allerede i Slangerup frugtbargjort til personlig opbyggelse og kirkelig brug. I 1674 udgav Kingo sit ”Åndelige sjungekor”, senere efterfulgt af anden halvdel i 1681. Bøgerne rummer tre salmer til ugens syv dage, heriblandt klassikere som ”Nu rinder solen op af østerlide” og ”Aldrig er jeg uden våde”. 

Ny fælles salmebog
I kølvandet på enevældens trang til at fremme enhed og fælles standarder blev Danske Lov udarbejdet i 1683. I 1685 fulgte Kirkeritualet, og i 1688 Alterbogen, som tilsammen holdt en stram luthersk-ortodoks gudstjeneste i hævd. Der manglede en ny fælles salmebog, og den skulle Kingo stå i spidsen for.  

Kingo led ikke under manglende selvværdsfølelse. I 1689 udkom” vinterparten” af en ny salmebog, dvs. første halvdel af kirkeåret til og med påske. Stik imod kancelliets ordre havde Kingo bearbejdet de gamle reformatoriske salmer, indsat sine egne med større skrift end de øvrige, og de udgjorde mere end halvdelen. Tilmed havde Kingo indrettet eget trykkeri og foreslået en noget ublu copyright, der skulle indbringe ham den nette sum af 200.000 rigsdaler!  

En så kraftig selvpromovering var dømt til at skabe misundelse. Kingo blev sat fra bestillingen, men da en ny kommission helt fjernede ham fra bidragyderne og i øvrigt kørte fast, blev det alligevel Kingo, der stærkt forsinket kom til at færdiggøre ”Den forordnede ny kirkesalmebog” 1699, populært kaldet Kingos salmebog, fordi han trods alt ubestrideligt var kirkens store salmedigter.  

Danmarks (dengang også Norges) menigheder sang nu de samme salmer i samme udgave og på de samme tidspunkter. Kingos salmebog viste sig særdeles slidstærk. 1700-tallets pietisme med Brorson som dansk frontfigur supplerede fornemt. Rationalismens sløje salmebøger forblev en parentes. Grundtvig kom gradvist med, men selv efter ”Roskilde-salmebogen” 1855 vedblev man i mange kirker med at synge efter Kingos salmebog. Kristelig Lutheransk Trossamfund i Tjørring har den endnu, og de stærke jyder brugte den til midten af 1960’erne. 

Salmer med livsnærhed
Thomas Kingo havde respekt for den tyske reformatoriske salmedigtning, men oversatte aldrig nogen. Hans forkærlighed for modersmålet satte dagsordenen. Han tilførte den danske salmesang en ny dimension med barokkens billedrige og kraftfulde poesi. Kingos vers er ikke teologiske abstraktioner, men flettet sammen med livet i kald og stand.   

Derfor holder mange af hans salmer selv 300 år efter. Hans morgen- og aftensalmer er et kapitel for sig, ligeledes perlerækken af passionssalmer. Nogle af hans salmer er nærmest uomgængelige på bestemte søn- og helligdage, såsom ”Nu kom der bud fra englekor”, ”Se, hvor nu Jesus træder” eller ”Gak under Jesu kors at stå”.  

Den sidste er en gennemkomponeret og kraftfuld gendigtning af lidelseshistorien, som endnu flere præster burde indprente sig i forberedelsen af langfredagens gudstjeneste. Det kunne måske spare os for de såkaldte ”liturgiske” gudstjenester med al for megen ensformig læseri uden prædiken. Kingo har det hele. Med en sproglig arkitekt som guide synger vi os skiftevis gennem brudstykker af lidelseshistorien og den heraf følgende applicering: hvad betyder det for os?  

”Nu står mig åben Himlens port,
for mig har Jesus fyldestgjort”. (DDS 191,14)
  

Det er den slags bibelsk tilvirkede guldkorn, vi finder hos baroktidens, den lutherske højortodoksis, store danske salmedigter. I musikkens verden har Kingo en verdensberømt samtidig, komponisten Johann Sebastian Bach. Det er synd for dem, der på forhånd afviser at gå på opdagelse og grave den slags guld frem. Kristen sang og musik er rigere og dybere end blot det, der er blevet til efter 1950. Gud være lovet!