Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

JOSEF – FRA FORNEDRELSE TIL ÆRE

Josef var tro i alt det, han gjorde, og modstod fristelser på sin vej. Det kostede ham dyrt, men i sidste ende bragte det ham velsignelse og ære.

JOSEF – FRA FORNEDRELSE TIL ÆRE

”I stedet for at gøre noget, som ikke tåler dagens eller Guds ords lys, vælger Josef at flygte”, fortæller Børge Haahr Andersen.

Af Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut

Der bruges ganske mange spalter på Josef i første Mosebog. Josef blev på en meget bagvendt måde en redningsmand for sin familie og det egyptiske storrige i en periode med hungersnød. Han var den menneskelige årsag til, at Jakob og hans sønner med familier slog sig ned i Egypten. Dette blev et led i Guds frelsesplan, hvor udfrielsen af Egypten og vandringen gennem ørkenen til det lovede land står som den centrale frelsesbegivenhed i Det Gamle Testamente. Gud viste, hvem han egentlig er: En Gud, der redder den hjælpeløse.

TRE SVINESTREGER
Josefs liv blev en vandring gennem modgang og lidelse til fremgang og en høj stilling. På den måde bliver han et mønster for Jesu liv fra trængsel til herlighed – og dermed også et mønster på den kristnes liv.

Måske blev Josef forkælet lidt for meget af sin far med positiv opmærksomhed. Han havde drømme, som han beredvilligt fortalte om, og hvori han selv indtog en central hovedrolle. Det undskylder dog ikke brødrenes opførsel. De smider ham nemlig i en brønd og sælger ham som slave til egyptiske købmænd og bilder deres far ind, at han er blevet slået ihjel af et vildt dyr. Det har ikke været enkelt for Josef i et nu at gå fra yndlingssøn til slave uden fremtid og på vej mod et fremmed land.

I Egypten gør Josef sig positivt bemærket ved at være trofast og flittig. Han får efterhånden en betroet stilling som ledende tjener for sin herre, Potifar. Men Potifars hustru bliver seksuelt tiltrukket af den flotte slave og gør tilnærmelser til ham. Ofte er det mænd, der bryder kvinders seksuelle grænser, men her er det altså en kvinde, der er den skyldige. Men Josef afviser, og da Potifars hustru trænger ind på ham og bryder alle Me Too-principper, handler Josef som en mand. Han river sig løs og flygter. Nu følger den anden store svinestreg. Potifars hustru lyver over for sin mand og påstår, at det var Josef, der gjorde tilnærmelser. Følgelig bliver Josef kastet i fængsel. For anden gang i sit liv er han tilbage ved et absolut nulpunkt.

I fængslet vinder Josef over tid sine medfangers og fangevogteres tillid. Da to medfanger har en underlig drøm, tyder Josef ved Guds hjælp deres drømme, og det går dem præcist sådan, som Josef har forudsagt. Nu kommer den tredje svinestreg. Josef beder sin netop frigivne medfange, mundskænken, om hjælp. Men da denne er ude af fængslet og har fået sit job tilbage, glemmer han alt om, hvad han har lovet Josef. Årene går. Josef er fanget i en hjælpeløs situation, indtil Farao får en mærkelig drøm. Munkskænken husker da den medfange, der ved Guds hjælp kunne tyde drømme.

GUD TÆNKTE AT VENDE DET TIL DET GODE
Senere flygter Josefs brødre fra hungersnøden i deres land og kommer selv til Egypten, hvor Josef nu er blevet en mægtig mand ved Faraos hof. Da Josefs brødre står over for ham og beder om hjælp, kan de med god grund være ængstelige for, om Josef vil hævne sig på dem. Men Josef kan da – i lyset af Guds historie med sit folk – sige til sine brødre: ”I tænkte ondt om mig, men Gud tænkte at vende det til det gode”. Josef er ikke bitter på sine brødre, selv om det, de havde gjort, var ondt i Guds og menneskers øjne. Josef havde set, at det blev integreret i Guds plan og vilje, sådan at Gud derigennem kunne redde både sit folk og verden fra en stor hungersnød. Han blev selv en brik i den plan, fordi han levede i troskab mod Guds vilje, både da han var slave, og da han var Egyptens mægtigste mand næst efter Farao. Josef hviler i Guds plan. Derfor kan han tilgive sine brødre og sætte ord på tilgivelsen.

LEVE I GUDS ORDS LYS
Jeg har tænkt på detaljen med Potifars hustru, som ville friste Josef til ægteskabsbrud. Da David mange år senere bliver fristet til utroskab med Batseba, giver han efter for sine seksuelle behov. Også for os, der er kristne i en seksualiseret tid, kan der pludselig opstå en situation, hvor vi fristes. I stedet for at gøre noget, som ikke tåler dagens eller Guds ords lys, vælger Josef at flygte. Det bliver anledning til, at han smides i fængsel. Men i eftertankens lys var det at blive fængslet anledning til, at han blev opdaget af Farao og blev ophøjet til at være statsminister.

Jesus taler om at hugge hånden af eller stikke øjet ud for at undgå en situation, der leder til fald. Jesus bruger et dramatisk billedsprog for at sige, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå en situation, der leder os til fald. Josefs ageren er et godt eksempel på, hvad vi kan gøre for at undgå en Me Too-situation.