Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

ISAK – DEN ORDINÆRE PATRIARK

Det er ofte det ekstraordinære, der springer i øjnene, når vi læser om bibelske personer. Men også de mere ordinære livsforløb har noget at sige om troen på Gud.

ISAK – DEN ORDINÆRE PATRIARK

Af Jens Bruun Kofoed, professor i Gammel Testamente på DBI og FIUC-CPH

Det er egentlig underligt, at vi så ofte har fokus på det ekstraordinære, for langt de fleste af os lever jo ganske almindelige liv, og har derfor mere brug for ordinære rollemodeller. Patriarken Isak er på mange måder den ordinære søn af en ekstraordinær far, Abraham, og den ganske almindelige far til en ualmindelig søn, Jakob. I forhold til fortællingerne om Isaks far og søn, er beretningen om ham selv i 1. Mosebog særdeles kortfattet. Isak siger sjældent noget, forholder sig ofte passiv og er i det hele taget uden den dramatik og bravado, der kendetegner Abrahams og Jakobs historie. Men under dette mere almindelige liv gemmer der sig en række menneskelige og trosmæssige op- og nedture, som gør det forståeligt, at også han er givet os som et forbillede i troen.

“ISAKS RÆDSEL”
Isaks liv var selvfølgelig ikke blottet for dramatik. Især begyndelsen på hans liv må have sat sig dybe spor i hans bevidsthed og lært ham, at livet er en Guds gave. Både det faktum, at han overhovedet blev født, og at han senere som ung knægt ikke mistede livet, da Gud bad hans far om at ofre ham. Det må have stået klart i hans bevidsthed, at han var så villet af Gud, at Gud i sin almagt satte hans mors biologiske ur tilbage, for at han kunne blive til. Anderledes bevidst var oplevelsen af ”næsten-ofringen” på Morija bjerg selvfølgelig. Få har oplevet så dramatisk og på egen krop, hvad det vil sige at blive frelst. At Jakob to gange omtaler Gud som ”Isaks rædsel” viser, at Isak både havde oplevet den rædsel, det er, når man står over for Guds dødsdom, og det evangelium, det er, når Gud selv udpeger det stedfortrædende offer.

GUDS VELSIGNELSE
Isaks liv var undertiden ekstraordinært dårligt. Isak siger stort set aldrig noget og gør stort set aldrig noget. Første gang, han taler, lyver han (1 MOS 26,7). Og som familiefar er han så utydelig og fraværende, at familien må beskrives som decideret dysfunktionel. Han elsker Esau mere end Jakob. Han lader sig løbe om hjørner med af sin intrigante kone Rebekka og bedrages til at velsigne Jakob i stedet for Esau. Af samme grund går hans familie i opløsning, da Jakob må flygte over hals og hoved.

Alt dette er et studie i hvad, der sker, når livet ikke leves inden for de rammer og anvisninger, som Gud har givet. En familiefar skal være tydelig, elske alle sine børn, adressere intrigerne og forhindre bedraget. Men midt i denne kommen til kort velsigner Gud Isak. Lige efter, at Abimelek havde taget ham i at lyve om sin kone Rebekka, fortælles det, at ”da Isak såede korn der i landet, fik han samme år hundrede fold. Herren velsignede ham, så han blev en velstående mand. Det blev ved med at gå fremad for ham, så han til sidst var meget velstående” (1 MOS 26,12-13). Det er faktisk mere, end hvad Abraham nåede at opleve af velsignelse. Og så fik Isak lige inden sin død også lov til at opleve, hvordan familien igen blev forenet, da Jakob vendte hjem og forsonede sig med sin bror Esau.

AT VANDRE FOR GUDS ANSIGT
Alt dette skete ikke på grund af Isaks fortjeneste, men fordi Isak midt i ulydigheden, utydeligheden og passiviteten alligevel havde tillid til Guds nåde og løfter. Fordi han ”vandrede … for Guds ansigt,” som det hedder om ham i Jakobs velsignelse af Josef (1 MOS 48,15). Med til historien hører da også, at Isak undertiden reagerede korrekt og traf de rigtige valg. Isak sørger f.eks. over, at Esau gifter sig med to hedenske hittitiske kvinder, og han sørger for, at Jakob ikke gør det samme ved at sende ham til familien i Mesopotamien, så han kan finde en hustru fra pagtsfamilien dér.

GUDS LØFTER
På trods af det ordinære liv, som Isak levede, er han altså et stort vidnesbyrd om, at Gud holder sine løfter og velsigner. Der er ikke spektakulære bedrifter i Isaks liv som f.eks. Abrahams redning af sin nevø Lot (1 MOS 14) og hans forbøn for Sodoma og Gomorra (1 MOS 18), men midt i det ordinære lærer Gud Isak det allervigtigste, nemlig at det er Gud, der frelser og velsigner, og at han gør det, ikke på grund af menneskers fortjeneste, men fordi han er en barmhjertig og nådig Gud. Derfor har Isak også fået en prominent plads i Ny Testamente, hvor Paulus minder de kristne i Galatien – og os – om, at ”I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak” (GAL 4,28).