Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Ind ad det ene øre.....

Hvad husker du fra den sidste prædiken, du hørte?

Ind ad det ene øre.....

Mit eget kriterium for en prædiken er, at det hele skal være forståeligt - også for dem, der ikke er fortrolige med kristent sprog og tankegang, skriver rektor Børge Haahr Andersen.

Af rektor på DBI, Børge Haahr Andersen

”Det var uden tvivl en god prædiken. Jeg forstod ikke et ord af det.” Sådan reagerede en ældre studerende for nogle år siden, da han hørte en prædikantøvelse fra en anden studerende. Vi lader lige denne sætning stå et øjeblik.

En prædiken kan let blive et kodesprog af indforståede ord, som siger en inderkreds noget. Men det opleves som sort snak for andre. Her er der noget, vi som prædikanter aldrig bliver færdige med. Hverken indholdsmæssigt eller pædagogisk.

Vi skal altid være opmærksom på de mennesker, vi forkynder til.

SØNDAGSPRÆDIKENEN
Jeg hører selv til den slags mennesker, der ikke diskuterer med mig selv, om jeg vil i kirke i dag. Jeg gør det bare. Andre vil være lejlighedskirkegængere, fordi det er jul eller påske eller fordi der er sket noget, som gjorde det naturligt at dukke op. Endelig er der dem, som er i kirke til barnedåb. Det kan være mennesker, som måske er positive over for det, der foregår i kirken, men som ellers er helt blanke i forhold til viden om kristentroens indhold. Når man er folkekirkepræst, vil der stort set altid være nogle til stede ved en søndagsgudstjeneste, som ikke er fortrolige med ”sådan noget”. Det er en blandet forsamling.

MISSIONSHUSPRÆDIKENEN
I missionshuset er der typisk en mere homogen tilhørerskare, som er med i forsamlingen hver gang. Andre er måske vokset op med missionshuset, men troen er aldrig blevet andet end yderside og vane. Enkelte er måske kommet ind i forsamlingen via familie og venner og er ukendt både med missionshuskulturen og det kristne sprog i prædikenen. Det er især de steder, hvor man har fået gode kontakter til naboer og venner.

Målgruppen kan være så forskellig, at den enkelte kan tænke: Dette er ikke noget for mig. Nogle gange gælder det gæsten udefra, der ikke ser sig selv som en del af forsamlingen. Andre gange kan det være den, der sidder der hver gang, som siger til sig selv, at nu taler prædikanten – igen – hverken til mig eller til andre i forsamlingen, men til dem, der ikke er til stede.

SØGERPRÆDIKENEN
Lige efter årtusindskiftet blev det almindeligt at arrangere søgergudstjenester eller møder, som var særlig indrettet på at få nye med. Ideen var god, men de fleste forsamlinger opgav efter nogle år. Selv om man arbejdede meget med formen og formidlingen, så kom der ikke en strøm af nye mennesker til.

Før det havde man halmøder, teltmøder og missionsuger, hvor man specielt satsede på nye møde- og kirkegængere. Forkyndelsen blev indrettet herefter. Jeg husker den slags møder som det sted, hvor prædikanten talte meget snævert om emnet synd og nåde. Prædiketeksten kunne være mange ting, men dispositionen var – 1) vi er skyldige over for Gud, 2) Jesus kom for at betale skylden. 3) Derfor må vi vende om og tro på Jesus.

Mange garvede møde- og kirkegængere kørte træt i selve formen. Der var for lidt opbyggeligt for den, der havde været Jesu discipel i mange år.

PRÆDIKEN MED FÆLLESTEMAER
Mit eget kriterium for en prædiken er, at det hele skal være forståeligt også for dem, der ikke er fortrolige med kristent sprog og tankegang – uanset hvor jeg prædiker. Indholdsmæssigt søger jeg over tid at komme rundt i alle dele af troslæren og etikken.

Der er en række fællestemaer for ikke-kristne, søgende og garvede kristne. Det gælder fx emner omkring skyld, skam og det ikke at slå til i Guds eller menneskers øjne. Det gælder en række spørgsmål i forlængelse af lidelse og sorg. Alle spørger: Hvorfor skulle dette ramme mig? Når jeg tænker den ikke-kristne og den søgende med i stort set alle prædikener, tror jeg, at det leder til eftertanke også for dem, der har været kristne i mange år. Fordelen ved at gøre det på den måde er også, at jeg ikke kan nøjes med floskler og forudsigelige udtryk, men må arbejde med mit sprog og mine formuleringer, sådan at jeg møder tilhørerne der, hvor de er.

HVAD MED TILHØREREN?
Som tilhører må jeg forvente, at jeg hver søndag får et ovenlys fra Guds ord over mit kristenliv, mine tvivl og spørgsmål, mine udfordringer ved at leve et kristent liv. Hvis prædikenen primært er til ikke-kristne, så kan jeg som erfaren kristen lytte mig ind på, hvordan prædikanten forklarer evangeliet jævnt og enkelt, sådan at jeg får et materiale til næste gang, jeg taler med en ikke-kristen om Gud.

Det er ikke altid prædikantens skyld, hvis forkyndelsen ikke når frem. Som lytter kan jeg blokere eller forføres væk fra teksten, så ordene lyder forgæves, jf. Jesu lignelse om sædemanden: Men noget faldt i god jord.

Det må være vores håb og bøn. Gud lad dit ord i nåde lykkes.

Artiklen er tidligere bragt i Liv i Troen 3/2019