Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Hvorfor synger kristne, når de er sammen?

En af mine gode bekendte sagde engang: “Jeg tror, kirken er sang.” Dermed mente han, at kirkens dybeste identitet er sangen foran Guds himmelske trone.

Hvorfor synger kristne, når de er sammen?

Af Jens Lomborg, præst i Skjern Bykirke

Jeg havde ikke hørt det sagt sådan før – at kirken er sang. Men det satte en tænkerække i gang. Det er en anderledes måde at udtrykke kirkens identitet på.

HVAD ER SANG ?
Sang er at udfolde sin identitet i lyd. Når vi synger, fungerer vores krop i takt; ord, toner, takt bliver til bønner, formuleret af vores sind, båret af vores åndedræt, stemt af vores stemmelæber. Kristne synger, når de er sammen, for at markere deres fælles identitet. I den forstand er kristen fællessang både bøn, men også fælles trosbekendelse.

Vores stemmer er meget personlige, meget af vores identitet ligger i stemmen. Når vi synger sammen, danner vores stemmer samme toner og ord og takt hele tiden, i al deres forskellighed. I fællessang kan vi høre sidemandens personlige præg. Der er på den måde noget smukt i at være til stede i fælles forskellighed.

Vi trækker vejret ind, og så synger vi ud. Sangen er fælles udånding – en enhed i ånden. Vi synger “Hellig, hellig, hellig…” – og i kirkens dybeste identitet findes der en konstant understrøm af sang, af tak og tilbedelse af Gud for livet, for frelsen, for Jesus, den korsfæstede og opstandne.

BIBELENS FØRSTE LOVSANG
I 2 Mos 15 møder vi Bibelens første nedskrevne sang. Det er en lovsang og takkesang med omtrent 3500 år på bagen, sunget i forbindelse med Israels folks udfrielse fra slaveriet i Egypten. Sangen bliver sunget af israelitterne med Moses og hans søster Miriam som lovsangsledere, forsangere.

Baggrunden er den, at egypterne jagter israelitterne. Farao har fortrudt, at han har ladet al den gode, billige slavearbejdskraft forlade sit rige. Han sætter efter dem med sin hær for at stoppe israelitternes udvandring. Gud siger, at de skal slå lejr ved Pi-ha-Kirot (2 MOS 14,1), og der ender de så med den vældige egypterhær på den ene side, og det mægtige hav på den anden side (14,9). Lang historie kort: Imens Gud holder egypterne på afstand, ender det med, at Israels folk går tørskoet gennem havet (14,29). Gud havde via Moses’ lydighed sendt en natlig stærk ørkenstorm, der havde gjort frelsen mulig (14,21).

Nu står de så på den anden side af det hav, der så ud til at blive deres grav. Gud har grebet ind. De er på den anden side. Fjenden er druknet, og de fejrer deres redning og Guds sejr!

Og så synger de.

BIBELENS GUD ER DEN SAMME SOM DENGANG
Hans vilje til at frelse er ikke blevet mindre stærk, og hans måde at gøre det på er blevet tydelig for alle jordens folk: Han befrier os ved, at Guds søn går i døden for os. Og som israelitterne sang, sådan synger vi også i dag. For vi er en del af det største under: Vi er Guds frelste folk på grund af Jesus. Vi står også på den anden side af vandet, af døden i dåben, og i dåben er vores fjende besejret og døden
overkommet.

Den norske præst Børre Knudsen har skrevet en salme, Farao nåede os lige ved stranden hvor han genfortæller historien. Den kommer her i min danske oversættelse, og kan synges på melodien til Guds igenfødte, nulevende sjæle.

Farao nåede os lige ved stranden
Vi lå i lejr ved Pi-ha-Kirot*
Dér, mellem havet og hæren klemt sammen,
klemt i vor grav under klippernes fod.
Ak, blot en eneste udvej lå åben:
Vejen til havet, til døden i dåben.**
Halleluja! Halleluja!

Da i den sidste fortvivlede time,
skiltes det vældige, håbløse hav.
Vi som var døde, en tørskoet stime,
gik mellem vandene ud af vor grav.
Herren gik med os, hans udvej lå åben:
vejen fra døden til livet i dåben.**
Halleluja! Halleluja!

Jublende står vi nu, og vi må sande,
folket forlængst var fordømt og fortabt.
Nyfødt står folket på lysende strande,
folket af præster som Herren har skabt.
Kanaan’s hellige frugt skal vi nyde,
vin skal vi skænke og brød skal vi bryde.
Halleluja! Halleluja!

*2 Mos 14,2-9 ** Rom 6,3-5

HVORFOR SYNGER KRISTNE, NÅR DE ER SAMMEN?
Hvis du spørger mig, vil jeg svare:
Først greb Gud ind til frelse for israelitterne i Egypten, senere greb han ind til frelse for hele verdens skyld på korset, ved sin elskede søn Jesus Kristus. Israelitternes historie for 3500 år siden har en bibelsk parallel i evangeliet om Jesu død “en gang for alle”. Bibelens Gud er den samme som dengang. Hans vilje til at frelse er ikke blevet mindre stærk, og hans måde at gøre det på er blevet vejen fra døden til livet for alle jordens folk: At Guds elskede søn gik i døden for os. Og gik ud af graven påskedag. En gang for alle. Derfor synger kristne, når vi er sammen.