Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Hverdagen som drivkraft for studiet

En energisk ung pige, der aldrig har været særlig interesseret i skolen. Det er måske ikke sådan en type, jeg selv forestillede mig som studerende på DBI, men hey – her er jeg. Men jeg gør det nok på en lidt anden måde end mange andre.

Hverdagen som drivkraft for studiet

Studiet giver mig baggrundsviden og hjælper mig med at reflektere over, hvorfor det er så vigtigt at bruge min tid på danskerne og sprede evangeliet ud til enhver, fortæller Sara.

Af Sara Wraae Pedersen, stud.theol.

Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg er nødt til at fylde min fritid med ting, som kan give mig et afbræk fra “nørderiet” på DBI. For det er fedt at nørde, men jeg skal have det i bidder – små bidder. Det betyder også, at jeg tager mig lidt mere fritid end mange af de andre studerende.

Tre fritidsjob

Fritiden fra studiet bruger jeg blandt andet på hele tre jobs, men som alle passer perfekt ind i mit skema. Og Gud har virkelig vist sin nærhed i processen med at finde dem.

Det første job ligger ideelt, da det kun er i weekender og ferier. Mit andet job fylder mig op, fordi det i virkeligheden bare er min hobby, jeg arbejder med – nemlig visuel kommunikation. Til slut har jeg mit nyeste job, som nok kræver mest i min hverdag, men også er det job, jeg føler mig mest privilegeret over at have fået: At være portner i en menighed i centrum af København.

Hjerte for danskerne

Jeg har en brand for mission, og egentlig havde jeg mest tænkt mine år i København som en tid, der skulle overstås, før jeg kunne rejse ud til nogle, som rent faktisk ville lytte. Min oplevelse har nemlig været, at danskerne er meget svære at nå med evangeliet.

Men for nylig åbnede mit hjerte sig for danskerne. Kærligheden overvældede mig fuldstændig, og nu ser jeg en værdi i at bo her og ”kæmpe” for danskerne. Jeg oplever, at der hele tiden åbner sig nye døre med nye projekter for mig. Min strategi er blevet bare at gå – gå med ydmyghed, åbenhed og med masser af gåpåmod, indtil den givne dør lukker sig igen. Det giver mig ro at vide, at Gud har det store overblik.

Drivkraft til studiet

Nogle spørger mig, om alle disse projekter ikke tager opmærksomheden fra studiet. Men for mig er det netop dét, der er drivkraften til at studere på DBI. Jeg er praktisk anlagt – ikke akademisk – men jeg ser, hvor værdifuldt det er med viden i rygsækken. Studiet giver mig baggrundsviden og hjælper mig med at reflektere over, hvorfor det er så vigtigt at bruge min tid på danskerne og sprede evangeliet ud til enhver.