Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

AKTUEL KOMMENTAR: Hvem vil ikke gerne have frihed

I skyggen af krigen i Ukraine har mange været optaget af frihed. Det handler ikke kun om Ukraines frihed, men om danskernes frihed, siges det.

Af Ninna Vestergaard Braüner, timelærer i faget Børn, unge og kristen tro. Lektor i pædagogik

Det er svært at forestille sig, hvis ikke vi kan bo i et frit land. I Ukraine kæmpes der for frihed og uafhængighed. Og hvem vil ikke gerne have den frihed?

I Danmark lever børn og unge i en præstationskultur med et enormt forventningspres. Mange rammes af angst. Både i skolen og på studiet stræbes der efter de højeste karakterer. Alle vil gøre det rigtige og leve op til de krav, andre stiller.

Eller måske snarere som de oplever, andre stiller. I virkeligheden handler det måske om egne krav. Jeg vil gerne vise mig fra den allerbedste side, men er usikker på mit selvværd. Hvordan ser jeg ud? Hvem er jeg? Hvordan kan jeg handle fejlfrit og perfekt? Mange oplever at være bundet af alle mulige forventninger og krav. Friheden er væk.

HVAD GØR VI MED DEN FRIHED, VI ALLE GERNE VIL HAVE?
Jesus kan give frihed til dem, der lever, hvor der er undertrykkelse og krig. Der er tale om en anden frihed, end den der kæmpes for i en krig, eller når det drejer sig om at finde sin identitet.

Derfor må vi sige til børn og unge: Slap dog af! Jesus befrier for alt det, vi er bundet af i form af krav og idealer om det perfekte liv. Livet er godt, men det kan også være hårdt. Bekymringer, angst og død. Ind i den virkelighed er det, Jesus siger: Kom til mig med det alt sammen, så I ikke står alene med det. I fællesskabet med ham får vi hvile og den frihed, der er helt anderledes og virkelig.