Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Himmellængsel

For at komme til Himlen skal vi krydse et skarpt skel. Døden. Det gør, at vi måske har svært ved rigtigt at længes og tale om det at skulle herfra.

Himmellængsel

En dag skal der ikke mere være afstand mellem os og Gud. Kun nærhed”, skriver Mikael Holst Kongensholm.

Af Mikael Holst Kongensholm, sognepræst i Hinge-Vinderslev

Jeg bor med fin udsigt til en sø i det midtjyske søhøjland. På den anden side af søen er der masser af træer, græsmarker, snorlige juletræsrækker og en lille vej på bakkeskråningen ned til søen. Jeg kigger på den udsigt mange gange hver dag. Jeg holder meget af den. Alligevel får jeg ikke umiddelbart lyst til at tage over på den anden side og gå en tur eller bo der. Jeg har det godt her, hvor jeg er.

Søen markerer desuden også et skarpt skel. Grænsen mellem to stifter. Grænsen mellem to provstier. Grænsen mellem to sogne. Og indtil 2007 også grænsen mellem to kommuner. Måske er den grænse også med til at holde mig på min side og nyde det, der er her.

”HAR DU HIMMELLÆNGSEL?”
Mon ikke mange af os har det med det spørgsmål, som jeg har det med landet på den anden side af søen? Jo, der er da sikkert fint derovre, deroppe eller hvor det nu er. Det kan vi da godt tænke på. Tale om. Måske endda jævnligt. Men vi har det nu godt her, hvor vi er. For at komme til Himlen skal vi jo også krydse et skarpt skel. Døden. Det er ikke rart at tænke på. Og hvordan mon det bliver at dø? Let? Fredfyldt? Smertefuldt? Uroligt? Vi ved det ikke. Så mon ikke bare, vi skal nyde livet her og ikke tænke alt for meget på den grænse og det, som er på den anden side.

SPIRER AF HÅB
Jeg begravede en mand for nogle måneder siden. En flink og gavmild mand, som gav os nogle georginer. De har prydet vores have i et par år. Georginer skal graves op om vinteren, de tåler ikke frost. Et par måneder efter begravelsen kom der hård frost ind i garagen, hvor de var. Georgineknoldene gik derefter stille i forrådnelse. Jeg blev trist igen, for nu var både manden og planterne døde. Nogle mente dog, at jeg bare skulle lægge dem i jorden alligevel. Måske ville de spire? Det gjorde jeg. Begravede dem. Kiggede jævnligt forbi bedet. Længtes efter at se små georginespirer. Til min overraskelse og glæde kom der spirer op. De lever!

”ER DER VIRKELIG ET LIV EFTER DØDEN?”
Mon ikke mange af os har det med det spørgsmål, som jeg har det med de begravede georgineknolde? Ja, vi håber, der kommer liv igen. Ja, vi håber på opstandelse. Ja, vi håber, at dødens kulde ikke får det sidste ord. Det ville godt nok være fantastisk! Det håb klynger vi os til, når vores nære og kære dør. Det håb lyser op, når mørke i sindet breder sig hos os selv eller andre. Det håb vokser, når vi erfarer, at vi slet ikke er så udødelige og usårlige, som vi troede engang. Skrøbeligheder, sår og synd breder sig i vores liv.

MERE HIMMELLÆNGSEL
Det varierer altså for mange af os, hvor meget himmellængsel, vi har. Men tænk, hvis vi også kunne få noget mere himmellængsel på de gode dage og ikke kun på de mørke. Tænk, hvis vores liv hver dag kunne blive gennemsyret og gennemlyst af forventningen om det evige liv. For det er da fantastisk, at der en dag ikke skal være nogen tårer mere. Ingen død, sorg, skrig eller pine, som Johannes Åbenbaring kapitel 21 minder os om.

En dag skal der heller ikke mere være afstand mellem os og Gud. Kun nærhed. Og vel at mærke en nærhed, som vi vil have lyst til hver eneste dag. Og ikke som nu, hvor det at være helt tæt på Gud til tider kan virke skræmmende.

En dag skal der ikke kun være glimt af lykke, men evig lykke. Vi behøver derfor ikke nå at finde al lykke her.

En dag skal der ikke være flere bekymringer. Kun vished om, at alt er vel.

En dag skal der ikke være mere uro. Hverken i verden, mellem mennesker eller i vores indre. Kun fred og tryghed!

En dag skal vi ikke mere have travlt eller være styret af vores kalender eller være kede af det, vi ikke nåede. Vi når det hele, for vi har en evighed til det.

En dag skal alt blive normalt igen. Alt skal være på den måde, som det var tiltænkt fra begyndelsen.

Vi kan få mere himmellængsel i vores liv, hvis vi ikke tænker grænsen helt så skarpt. Vi skal huske, at alt det med himmel og Gud ikke først begynder en dag efter vores død; vi kan gøre det til en del af vores liv allerede nu.

I vores dåb blev vi knyttet tæt til Kristus. Den stærkeste magt i universet. Ham, som alle magter en dag må bøje sig for. Derfor kan vi overskride dødens grænse. Derfor er det evige liv sammen med Kristus allerede begyndt i vores dåb. Vi er allerede stærkt forbundet, så stærkt som vi kan blive. Nu vandrer vi sammen med ham i et skiftende landskab af glæde og sorg, lys og skygge, håb og mismod. En dag skal vi vandre sammen med ham i et nyt og stabilt landskab, hvor der ikke kun skal være god udsigt, men glæde og fred i vores hjerter.

Det er værd at længes efter. Hvert øjeblik!