Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Helten der handler

Jesus må – i hvert fald i begyndelsen – have været Josefs værste mareridt . Men hans handlinger kan vi lære noget af.

Helten der handler

Af frimenighedspræst Peter Rask

I juletiden læser vi også om Josef, Marias forlovede – bl.a. i Matthæus 1, 18-25. Han spiller en afgørende rolle, selv om vi ikke hører ham sige noget.

Israel havde ventet på Guds udfrielse i mange generationer. De længtes efter, at den frelser, som skulle knuse slangens hoved, ville træde frem som forudsagt og genoprette alt det tabte. Og vi hører i skriften, at Jesus er den sande og bedre David, som skal frelse sit folk.

TROEDE GUD OG GIK IND I HANS KALD
Men her og nu var han også Josefs mareridt. For ingen ville dengang tro på, at Jesus var undfanget ved Helligånden, sådan som vi i dag bekender det søndag efter søndag.

Maria kom til Josef og fortalte, at hun var gravid og samtidig jomfru. På trods af den skamkultur, de levede i, sendte Josef hende ikke bort. Han troede Gud og bar skammen sammen med Maria under hele graviditeten. Det må lære os at fejre jul med tro.

Josef forstod formentlig ikke alle detaljer i Guds frelsesplan efter sin drøm, hvor han fik at vide, at Marias barn var Guds søn. Men det manglende overblik handlingslammede ham ikke. Han gik ind i Guds kald, selvom de personlige omkostninger var høje. Dermed bliver han et eksempel på troslydighed for os, der lever i lyset af Guds fulde åbenbaring. Vi ved, at julen ikke var en ny fiks ide, men noget der var forudsagt gennem hele skriften.

ET TEGN
Matthæus citerer i kapitel 1,23 fra Esajas bog kapitel 7,14. Her står der: ”Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” Barnet, som Esajas taler om, er Jesus – og Immanuel, som han kaldes, betyder Gud med os.

”Se” skriver Esajas. Der er altså noget som vi skal se, noget vi skal forstå. Den situation, der er beskrevet i Esajas bog kapitel 7 er følgende: Aramæerkongen var sammen med Israels konge i nordriget gået i krig mod Juda og kong Akaz i sydriget og havde angrebet Jerusalem. Gennem Esajas
gav Gud kong Akaz trøst. Men Akaz stolede ikke på Gud og bad i stedet om hjælp hos assyrerne. Det blev begyndelsen til undergangen for landet. Verset i kapitel 7, 14 taler om et tegn, Immanuelstegnet. Det skulle forsikre Akaz om, at Gud ville sejre. At Gud virkelig var med. Men han hverken så det eller troede det. For at en jomfru kunne være gravid var menneskeligt umuligt, og derfor fik Guds løfte snarere Akaz til at vende sig væk fra Gud.

Josef har formentlig forstået lige så lidt som Akaz, men han handlede anderledes. Han stolede på Gud også midt i sit livs værste mareridt.

Josef blev et redskab i Guds hånd til at opfylde, hvad Esajas havde forudsagt. Det skete, da han ikke sendte Maria bort, men drog op til Betlehem sammen med hende, da verden skulle tælles.

ET LYS I MØRKET
Da Maria fødte sit barn og Josef kaldte ham for Jesus, blev han det lys som skinner i mørket, og som mørket ikke kunne gribe. Jesus er Immanuel – Gud med os. Alternativet til ”Gud med os” er ”Gud imod dig” – og det overlever ingen.

Det er derfor, at vi år efter år fejrer, at Guds søn blev menneske, for at vi kan blive Guds børn. Inkarnationen betyder jo, at Guds ord blev kød – blev menneske. Og det menneske blev gennemboret for os, da Jesus blev korsfæstet for os. For dig. Det læser vi blandt andet om i Esajas 53 – fordi Josef og alle vi andre skal vide, at Jesus er Gud og den som frelser.

Hvis vi læser skrifterne igennem, bliver det tydeligt for os, at selv de største troshelte kom menneskeligt til kort, og at Jesus frelser dem og os alle. Siden syndefaldet kunne ingen se Gud, men Jesus viste os ham. Ingen kunne nærme sig ham, men forhænget mellem Gud og os blev flænget da Jesus døde.

GUD ER MED OS
Derfor blev Jesus født for at være Immanuel – Gud med os. Da Israels folk blev ført ud af fangenskabet i Egypten, gik Gud med folket nat og dag i ildsøjlen og skysøjlen. Senere sagde Gud, at de skulle bygge først et tabernakel og siden et tempel, sådan at han kunne bo midt iblandt dem. Gud var med dem.

Da Jesus gav sine disciple Helligånden, var det med løftet om, at Gud nu ikke bare ville være med os, men i os. Og det løfte gælder stadigvæk. Derfor blev Jesus menneske. For at kunne finde og frelse alle os, der ligesom Josef ved, at Jesus er Guds søn. Ham der skulle frelse sit folk fra alle deres synder.