Af Niels Jørn Fogh, medlem af ældsterådet i Fjordlandskirken og rejsepræst i Evangelisk Luthersk Netværk
Kender du historien om drengen, der med sin far var til bispeordination? De var nået til det sted i gudstjenesten, hvor særligt udvalgte lagde hænderne på den kommende biskop. Drengen spurgte sin far: ”Hvorfor lægger de hænderne på den nye biskop?” Far svarede: ”De trækker rygraden ud!”
Vi kan tænke forskelligt om historien, men drengen stiller et relevant spørgsmål. Så det vil jeg prøve at svare på!
DÅBEN
Jeg husker ikke min dåb den 2. november 1952, men jeg ved, at efter dåben lagde præsten hånden på mit hoved, forsikrede mig om, at Gud har genfødt mig, har skænket mig syndernes forladelse, samt at han vil styrke med sin nåde og bevare mig til evig tid.
Når jeg som sognepræst forklarede dåbsforældre om håndspålæggelsen, sagde jeg: ”Jesus tog de små i favn og lagde hænderne på dem. Det var hans måde at sige til små børn: Jeg elsker jer! Tænk på det, når jeg lægger min hånd på barnets hoved.” På baggrund af dåbens løfter og tekster forkynder håndspålæggelsen konkret og synligt, at Jesus er nær og elsker os.
KONFIRMATIONEN
For mig var velsignelsen under håndspålæggelsen et højdepunkt ved konfirmationen. Det vil jeg nævne tre grunde til:
1) Det godt at blive mindet om, at Gud har antaget os i dåben. Han fortryder ikke den pagt, han der sluttede med os. Guds pagt giver hvile i et samfund, hvor vi er optaget af alt det, vi selv skal præstere.
2) Det er afgørende at høre Gud sige ’dig’. Han har antaget dig, gjort dig til arving og vil give dig bestandighed i din tro. Konfirmationen understreger, at den treenige Gud ønsker en personlig relation med dig. Derfor har den individuelle håndspålæggelse så stor betydning.
3) Håndspålæggelsen understreger, at Jesus går med den enkelte i pubertetens svære overgang, hvor der træffes store valg med konsekvenser for hele livet.
Sammenlignet med dåben er der intet bibelsk belæg for håndspålæggelsen ved konfirmationen. Men ses håndspålæggelsen i bredere bibelsk perspektiv, er der god grund til at lægge hænderne på konfirmander. Jeg tænker fx på, da Moses lagde hænderne på Josva og indsatte ham som sin efterfølger. Skulle du overtage ledelsen af Israels folk efter Moses, havde du også brug for håndspålæggelsen som tegn på, at Gud går med og udruster til tjenesten.
ORDINATION
Når biskop, præstekolleger og andre lægger hænderne på en kommende præst, er det ikke noget folkekirken har fundet på. Her udspringer håndspålæggelsen af en række bibeltekster. De syv menighedstjenere i menigheden i Jerusalem blev fremstillet for apostlene, som bad og lagde hænderne på dem (APG 6,6). Paulus og Barnabas blev sendt ud med faste, bøn og håndspålæggelse (APG 13,3). Paulus minder Timotheus om, at han fik en nådegave under håndspålæggelse af ældsterådet (1 TIM 4,14).
I min tjeneste som sognepræst var det til stor trøst og frimodighed, at jeg var kaldet af Gud og af en menighed. Især under modgang har kaldet været til stor hjælp. Men også håndspålæggelsen ved ordinationen har betydet meget. Vi har nemlig brug for al mulig støtte, når vi går fra et forholdsvist uforpligtende liv som studerende til en forpligtende tjeneste som hyrde for en menighed. Det primære ved håndspålæggelsen ved ordinationen er nemlig, at nu overgives Herrens tjener i Guds hænder. Ligesom ved dåb og konfirmation er håndspålæggelsen også her et løfte om, at Herren er med i den tjeneste, han har betroet mig.
For Moses var det helt afgørende, at Herren gik med. Tænk blot på hans ord til Herren: ”Ja, hvis ikke du selv går med, skal du ikke føre os op herfra” (2 MOS 33,15).
Ved ordinationen står spørgsmålene i kø som morgentrafikken på Køgebugt-motorvejen. Hvordan kan jeg være et forbillede? Hvad skal jeg satse på i tjenesten? Hvordan prioriterer jeg? Håndspålæggelsen rummer her et befriende budskab til den magtesløse med de mange spørgsmål: Du er ikke alene. Herren går med!
Hverken ved en præste- eller bispeordinationfjernes rygraden, sådan at Herrens tjener bliver som et siv, der svajer for tidsånden. Håndspålæggelsen giver tillid til, at Herren går med hele livet, udruster til tjeneste og fylder os med Helligånden, så vi frimodigt vidner om, hvem Jesus er og har
gjort for alle mennesker.