Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Guds spor i skaberværket

Gud taler til os i Bibelen, men han har også talt til os uden ord. Det kalder vi Den naturlige åbenbaring.

Af Torben Kjær, lektor i Ny Testamente

Vi skelner mellem den specielle og den naturlige åbenbaring. Den specielle åbenbaring er i ord. Gud har talt til os gennem profeter, sin Søn og apostle. Den specielle åbenbaring er Bibelen. Den naturlige åbenbaring er uden ord. Gud har åbenbaret sig gennem det skabte (Rom 1,20; ApG 14,15 og 17,24-25), naturen (ApG 14,17) og historien (ApG 17,26-27), og det er denne åbenbaring, som er i fokus her.

Gud fortæller gennem sine gerninger om sig selv
Naturlig åbenbaring er et af de felter, jeg har arbejdet mest med under min ansættelse på DBI. Derfor har jeg taget dette tema op. Det begyndte med en fascination. Første gang jeg skulle undervise i Romerbrevet på DBI, skulle jeg forsøge at få nogenlunde hold på, hvad Paulus skriver i Rom 1,18-32. Når man læser teksten, oplever man, at man bliver taget med på en rejse. I begyndelsen er der ingen tvivl. Der er en naturlig åbenbaring.

Paulus skriver om mennesker, der står uden for den specielle åbenbarings rækkevidde, og de kender sandheden om Gud. Paulus skriver, at der er noget, man kan vide om Gud, og at det ligger åbent for dem. Paulus skriver, at Gud selv har åbenbaret det for dem og at Guds usynlige væsen er noget, som mennesker har kunnet se fra verdens skabelse af. Mennesker kendte Gud via hans gerninger. Konklusionen lyder: De kendte Gud.

Det var begyndelsen på teksten, og i de første vers er der ingen tvivl om, at der findes en naturlig åbenbaring. Gud har virkelig åbenbaret sig gennem sine gerninger. Der er heller ingen tvivl om, at mennesker modtager denne åbenbaring, og derfor kender de Gud. Ingen tvivl.

Kan gudserkendelsen gå tabt?
Men så fortsætter teksten med, at menneskene ikke ærede og takkede Gud, som de skulle. Det sætter en proces i gang. Tankerne bliver tomme – og betyder det ikke, at de tømmes for gudserkendelse? Deres uforstandige hjerte blev formørket – og betyder det ikke, at nu kan de ikke længere erkende Gud? De blev tåber – og er tåben ikke netop ham, som siger, at Gud ikke findes? Og de endte med at udskifte Gud med forskellige gudebilleder, som de dyrkede.

Betyder alt dette ikke, at den naturlige gudsåbenbaring og gudserkendelse er forsvundet? Kvalt i tomhed? Skjult i mørke? Glemt i uforstand og tåbelighed? Forsvundet i afgudsdyrkelse? Dette er tekstens udfordring. Det er dens fascination. Hvordan får vi lige forbundet de to sæt forestillinger? Er den naturlige åbenbaring der, eller er den der ikke?

Løsningen er i vers 18
Umiddelbart får man den opfattelse, at åbenbaringen af Gud er forsvundet, men det er ikke tilfældet. Det er interessant, at Paulus i begyndelsen af teksten (vers 18) beskriver en vredesåbenbaring over nogle ugude­­lige og uretfærdige mennesker, der undertrykker sandheden ved uretfærdighed. Det er en karakte­ristik af denne kategori mennesker. Og nu kommer det interessante, for Paulus beskriver det karakteristiske for de mennesker, der har været gennem hele processen med gudsåbenbaring, gudserken­delse og afvis­ning, mørke og afgudsdyrkelse (beskrevet i vers 19-23). Og så fortsætter han i vers 24ff med at beskrive Guds vrede, og at Guds vrede rammer dem, som han har åbenbaret sig for, og som har fået kend­skab til ham – dem, som har afvist Gud, og som har vendt sig til afguds­dyrkelse.

Når Paulus derfor i vers 18 skriver om, at Guds vrede åbenbares over ”mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed”, så er det en karakteristik af disse menneskers fortsatte relation til åbenbaringen, der formidles gennem Guds gerninger. Vendingen ”som undertrykker sandheden med uretfærdighed” beskriver en relation til en blivende gudserkendelse.

Vers 19-32 fortæller altså, at Guds vrede først åbenbares over dem, når de har afvist Gud og involveret sig i afgudsdyrkelse. Temaangivelsen i vers 18 fanger disse mennesker og låser dem fast i dét øjeblik, Gud rammer dem med sin vrede. I dét øjeblik har de stadig et forhold til sandheden. Den kender de fortsat, men de har en undertrykkende relation til sandheden også efter, at de har afvist Gud og er blevet tomme, uforstandige og formørkede afgudsdyrkere.

Gudserkendelsen er undertrykt
I og med at Paulus i vers 18 låser menneskene fast i dette øjeblik, hvor de er blevet formørkede afgudsdyr­kere, så viser vers 18, at sandheden er forblevet i dem. Den er intakt, men undertrykt. Når vi altså skal vurdere spørgsmålet, om hvorvidt erkendelsen er forsvundet eller bevaret, er vers 18 tolkningsnøgle. Vers 18 giver Paulus’ egen autentiske tolkning.


Bibelcitater:

”For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.”
Rom 1, 18

”For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.” Rom 1, 20