Af Caroline Hartmann Bernhard, stud.theol.
Klokken er 00:30 og jeg står foran min låste hoveddør. Jeg kan ikke komme ind, fordi jeg har tabt mine nøgler. Frustrationerne ruller ind over mig, og jeg begynder at syde og koge indeni. Den efterfølgende dag glemmer jeg mine løbesko i S-toget, og kagen jeg skal bage til teenagerne på mit arbejde mislykkedes.
Det føles som et helt fejlkatalog, og jeg står en af de efterfølgende sene aftener på Nordhavn og råber og skriger af Gud: Hvorfor har du skabt mig sådan her? Det kan da ikke gøre godt for noget. Da jeg udøser mine frustrationer over mig selv til min veninde Mathilde, siger hun: Men Caroline, det er dét, jeg godt kan lide ved dig. Du er kreativ og har gang i 100 projekter, derfor glemmer du ting. Men det er dét, der gør dig til dig.
Hendes ord ramte mig: Gud har skabt mig, som jeg er, af en grund: Fordi han vil bruge mig til sin ære, og ønsker, der findes én som mig. Jeg tror, vi skal lære at elske hele os selv, og bruge alle vores karaktertræk til Guds ære. Måske er den side, du allermindst kan lide ved dig selv, den side Gud allerbedst kan lide ved dig. Så ville det være ærgerligt, hvis du gemmer den side væk.
Anti-missionær
I Missionsteologi er jeg dykket ned i Jonas’ bog. Han kan anses for at være en form for anti-missionær: Han gider egentlig ikke Nineves frelse. Det virker næsten tilfældigt og rigidt, da Jonas bliver katalysator for sømændenes omvendelse. Gud er den egentlige missionær i historien. Pointen er, at alle bibelske forbilleder, både indeholder styrker og svagheder.
Jeg tror, vi skal lade Gud transformere vores hjerter og bede om tilgivelse, når vi sårer andre. Men historien om Jonas betrygger mig om, at Gud kan bruge hele mig. Gud siger, når vi er magtesløse og svage, er han stærk (2 Kor. 12,9) Så måske skal vi lære at tillade Gud at bruge både vores pæne yderflade og vores til tider grimme inderside?
I modsat fald tror jeg, vi ender i, hvad Kirkegaard kalder ”Sammenligningens forbandelse”. Vi har så travlt med at være alle andre, at vi glemmer at være os selv. Sammenligningen er destruktiv, for hvis Gud har skabt mig som sit nøje sammensatte mesterværk, er det en hån imod ham at fordømme og tænke nedværdigende om mig selv.