Af Jonas Kattner Sørensen, stud. theol.
Nu er det snart jul, og traditionerne ruller. Det gælder også i kirken, hvor den gamle formulering igen findes frem: ”I dag fejrer vi, at Gud blev menneske.” Det er dét, man i et mere teologisk sprog kalder inkarnationslæren. En oldgammel sætning med umådelig stor betydning for kirken og teologien. Men vi glemmer ofte, hvor dyb og mystisk en sandhed inkarnationslæren rummer. Resultatet bliver det modsatte af, hvad vi ønskede. Det bliver overfladisk for os. Det går i ét med det kirkelige tapet. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi en gang imellem stopper op. Genovervejer betydningen. Husker. Hvorfor var det, vi kristne ønskede at ophøje inkarnationen i første omgang?
Paradokset
Det er egentlig ret vildt, når man tænker over det. Gud den almægtige, som står udenfor tiden og rummet, gik ind i universet og blev født som et lille hjælpeløst barn. Et barn, som på en gang var 100 % menneske, ligesom dig og mig. Men samtidig var 100 % Gud. Lige så meget Gud, som ham der skabte himlen og jorden. Det var ikke muligt for Jesus-barnet at blive mere menneskelig, men heller ikke at blive mere guddommelig. Han var begge dele på en gang. Hvis du ikke er helt paf over det paradoks, så bør du nok læse afsnittet igen.
Måske kunne man indvende: ”Det er bare resultatet af gammel overtro og usofistikeret filosofi. I dag ved vi bedre.” Men den indvending holder faktisk ikke vand. For på Jesu tid kunne hverken jødisk eller græsk tankegang (som de første kristne var præget af) acceptere det, inkarnationslæren påstod. Derfor var det også for mange en svær pille at sluge, at Gud skulle være blevet et menneske. Det blev faktisk først for alvor vedtaget til et kirkemøde i 325 i Nikæa. Ikke fordi det var noget, man fandt på mange år efter Jesus levede, men fordi det simpelthen var så svært at forstå og acceptere. Så du står altså ikke alene, hvis du synes, det er svært at få greb om.
Men når nu inkarnationslæren er så besværlig, hvordan kan det så være, at de første kristne alligevel blev ved med at holde fast i den? Af de samme grunde som i dag. Jeg vil gerne fremhæve tre centrale og relevante aspekter ved inkarnationslæren.
Gør frelsen mulig
For det første gør inkarnationen frelsen mulig. Siden syndefaldet har ethvert menneske stået i et skyldigt forhold overfor Gud. Ethvert menneske har syndet, og kan ikke forenes med Gud før synden er straffet og fjernet. Mennesket bør løse dette problem. Men synden har uendelige konsekvenser for mennesket, og mennesket er simpelthen ikke i stand til at løse det. Den eneste, der ville kunne håndtere syndens uendelige konsekvens, er Gud. Det efterlader os i en situation, hvor kun mennesket bør tage syndens uendelige straf, men kun Gud kan. Det er den store middelalderteolog, Anselm af Canterbury, der udfolder inkarnationens nødvendighed på denne måde, og jeg synes han forklarer det meget godt. Da Jesus blev født, opstod der en mulighed for at løse den uløselige konflikt mellem Gud og mennesker. Jesus kunne gøre det, et menneske burde og kun Gud kunne. Han kunne tage den uendelige straf og skabe forsoning. Det er alfa og omega, kristendommens hovedessens – muliggjort af inkarnationen.
Menneske som os
For det andet betyder inkarnationslæren, at Jesus har en fuldstændig forståelse for, hvad det vil sige at være menneske – han er det jo selv. Han kender op- og nedturene. Han kender smerten, både i hjertet og i ryggen. Han kender sorgen, adrenalinkicket, trætheden og fristelsen. Og fordi han gør det, kan han hjælpe os i vores menneskelige problemer: ”For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes” (Hebr 2,18).
Indblik i Guds væsen
Et tredje og sidste aspekt ved inkarnationen er, at det giver os mennesker et unikt indblik i Guds væsen. Mennesker forstår ikke Gud. Men da Gud blev menneske, blev Jesus en tolk, en oversætter, som kan formidle for os, hvem Gud er (Johs 1,18). Jeg tror, mange mennesker i dag har svært ved at forholde sig til Gud. Han er som en abstrakt idé, halveksisterende, ukonkret. Men Jesus, han er til at forstå: han var næstekærlig, fjendeelskende, vis, integritetsfuld, retfærdig og selvopofrende. Fordi sådan er Gud. Jesus viser os, hvem Gud er, og hvis Jesus er værd at holde sig til, så er Gud det også. Vi må aldrig give slip på inkarnationslæren, og måske kan disse tre aspekter hjælpe os med at høre og forstå ordene på ny: At Gud blev menneske.