Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

AKTUEL KOMMENTAR: Genåbning! Hurra – men hvordan?

I skrivende stund er samfundet i fuld gang med genåbningen. Hverdagen og livet kan så småt begynde at vende tilbage til det ”gode gamle”.

Af Christian Canu Højgaard, valgmenighedspræst, leder af Center for Teologi i Praksis, underviser i GT

Det er helt sikkert tiltrængt. Hvor isolationen har været god for virusbekæmpelsen, er der ganske givet et efterslæb på mange andre områder. For vi er sociale væsener, og vi trives bedst i fællesskab.

Men genåbningen giver også anledning til eftertanke. For måske bliver ikke alt det samme som før. Ja måske er det ligefrem bedre, at nogle ting bliver anderledes. Mange har i coronatiden fået sat tilværelsens ræs et gear eller to ned, og det er sikkert ret sundt. Andre har haft en stressende tid og glæder sig til mere normale arbejdstider.

I kirkerne og de kristne foreninger melder der sig en lang række spørgsmål: Skal vi vende tilbage til præcis de samme aktiviteter og mødeformer som før? Har vi gjort os nogle erfaringer, som vi kan tage med videre?

Én ting er sikker. Vi har hver især forskellige opfattelser af Corona-tiden. For nogle har det næsten været en ferie, hvor man med god samvittighed kunne trække stikket. Det har været nemt at komme i kirke, for man kunne bare smide sig på sofaen med en telefon eller en computer derhjemme. For andre har det været en stressende tid med konstant nye restriktioner at forholde sig til. Og andre igen har været ramt af sygdom og ensomhed.

Det er den virkelighed, som vi som kirker og foreninger står over for, når genåbningen for alvor træder i kraft. Så der er brug for, at vi med det gamle ord ”besinder” os på, hvordan vi igen finder sammen som fællesskab – måske på nye måder?