Af Daniel Solgaard, stud.theol.
Jeg har ofte undret mig over, at der nogle steder i Bibelen tales positivt om at frygte Gud, mens der andre steder tales negativt om frygt. Apostlen Johannes taler fx om, at frygt ikke findes i kærligheden (1 JOH 4,17), mens der flere andre steder i Bibelen tales positivt om frygt for Gud.
FRYGT OG ÆREFRYGT
Jeg har ofte fået den forklaring, at når der i Bibelen tales positivt om gudsfrygt, har det at gøre med ærefrygt/respekt eller endda tro/tillid, mens den frygt, der bliver afvist i Bibelen, har at gøre med at være bange/ræd/angst. Dette giver sådan set god mening og løser spændingen, sådan at frygt forstået som angst ikke findes i kærligheden, mens frygt forstået som ærefrygt eller tillid er en central og vigtig del af kærligheden til Gud.
Jeg tror dog ikke, at spændingen altid kan løses så simpelt. I et lille afsnit af Jesu’ udsendelsestale (MATT 10,26-31) virker det til, at Jesus indgyder disciplene en frygt for Gud, som også rummer et skræmmende element.
Afsnittet begynder med at Jesus siger ”frygt ikke dem… ” (V. 26), med reference til farisæerne og andre mennesker, der vil forfølge disciplene. Dette gentager han i vers 28a, hvorefter han siger ”frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede” (V. 28B). Få vers senere afslutter Jesus det lille afsnit med sætningen ”frygt ikke, I er mere værd end mange spurve” (V. 31A).
FRYGTE GUD, MEN IKKE MENNESKER
Jesus taler andre steder i Matthæusevangeliet meget voldsomt og skræmmende om Helvede. Derfor synes jeg, det er oplagt at forstå frygten for Gud i v28b som noget, der også rummer et skræmmende element. Jesus vil understrege, at Gud kan gøre disciplene langt mere fortræd, end mennesker kan. I forhold til frygten for Gud, må frygten for mennesker altså blegne. Her er det værd at bemærke, at den skræmmende frygt for Gud ikke fremstilles som noget positivt i sig selv, men blot som bedre end frygten for mennesker.
GUD HAR OMSORG
Jesus lader heldigvis ikke disciplene dvæle for længe ved frygten, men fortsætter med at forsikre disciplene om, at Gud har omsorg for dem i alle situationer (V. 29-30), at de er uendeligt meget værd
(V. 31B), og at de ikke skal frygte (V. 31A).
Sammenhængen mellem v 28b og v29-31 forstås bedre, når de læses i lyset af de efterfølgende vers. Her forklarer Jesus nemlig, hvordan disciplene kan slippe angsten for Gud og Helvede: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene” (MATT 10,32).
Senere tydeliggør Jesus, at disciplene ikke må gå på kompromis med bekendelsen af ham, men må være villige til at give deres liv for ham (MATT 10,39).
FRYGT SOM ET REDSKAB
Det virker til, at Jesus bruger frygten for Gud som et redskab til at drive frygten for mennesker væk, så disciplene er trofaste i bekendelsen af ham og på den måde i sidste ende ikke behøver at være bange for Gud. På den måde bruger Jesus kun den del af frygten for Gud, der har med angst og skræk at gøre som et midlertidigt redskab, der skal sikre, at disciplene indser alvoren i at være trofaste mod ham. Fra v. 29 og fremefter bliver frygten så transformeret til ærefrygt, respekt, tro, tillid og lydighed gennem forsikring om Guds nærhed, disciplenes uendelige værdi og muligheden for frelse.
Måske kan denne forvandling af frygten sammenlignes med, når forældre opdrager deres børn til at begå sig i trafikken. Forældrene starter med at lære barnet, at det skal være bange for trafikken. Det gør de af kærlighed til barnet, fordi de ved, at det er bedre, at barnet er bange for trafikken, end at barnet risikerer at komme forfærdeligt til skade.
Dernæst vil forældrene vise barnet, hvordan det skal begå sig sikkert i trafikken. Efterhånden som barnet bliver mere og mere tryg i trafikken, bliver frygten forvandlet til respekt for trafikken. I denne sammenligning er der ikke plads til alvorlige fejl. Hvis barnet cykler overfor rødt, er der ingen nåde.
NÅDE OG TILGIVELSE
Her holder sammenligningen heldigvis ikke, for selvom det i udsendelsestalen godt kunne se ud til, at der ikke er nåde for en utro discipel, bliver det tydeligt i løbet af evangeliet og særligt efter opstandelsen, at der er nåde og tilgivelse selv for de utro disciple.
Den skræmmende frygt forvandles altså løbende igennem Matthæusevangeliet til respekt/ærefrygt og tillid til Gud/Jesus, så disciplene trygt tør komme til ham, også når de har begået alvorlige fejl.