Af stud.theol. Isak Jespersen og adjunkt og ph.d. Michael Agerbo Mørch
Woke betyder “årvågen”, og det stammer fra borgerrettighedsbevægelsen i USA, der i 1960’erne begyndte at gøre opmærksom på den strukturelle racisme, som stadig præger landet. I løbet af de seneste ti år er begrebet blevet anvendt meget bredere, så det handler om at være årvågen overfor alle typer af undertrykkelse i samfundet.
Blød og hård woke
Woke-bevægelsen findes i en blød og en hård variant. Den bløde variant er uproblematisk, for den blot handler om at have blik for ulighed og adressere den. Man kan sige, at den bløde variant spejler den profetiske samfundskritik, som findes i Gammel Testamente, hvor man konsekvent tager parti for de svage og undertrykte. Den hårde variant er mere problematisk, for den angriber også alle tilløb til ulighed. Skal man sætte det helt firkantet op, handler den bløde variant om konkrete problemer, mens den hårde variant også handler om potentielle problemer.
Woke bekræfter og udfordrer
Fordi woke-bevægelsen er blevet så bred, både udfordrer og bekræfter den bibelske anliggender. Den udfordrer, når den kalder synd for kærlighed (fx praktiseret homoseksualitet) og opløser skabelsesordenen (der er mange køn, og man kan skifte), men den bekræfter et vigtigt kristent anliggende, når den udpeger ulige adgang til job, lønstigning, boligforhold, sociale ydelser osv., som oftest går ud over minoriteter.
Når woke-bevægelsen vinder frem netop her i Vesten, mener vi, det er fordi, vi lever i en kristen kultur! (1) Fordi den bløde variant af woke-bevægelsen er i tråd med kristendommen og udspringer af kristendommens menneskesyn, kan vi derfor synge med på sangen om mere social retfærdighed – såfremt det er den bløde variant af woke-bevægelsen, der leder fællessangen.
Når det nu er sådan, at der er meget i woke-bevægelsen, vi som kirke kan skrive under på, må kirken også udøve den nødvendige selvkritik og spørge, hvorfor vi ikke har været forgangspersoner for de vigtigste indsatser i woke-bevægelsen. Det ville samtidig give os en klarere legitimitet til at kritisere de meget problematiske aspekter af den hårde variant.
Kirken må være den første til at analysere samfundet, til at finde de marginaliserede og undertrykte, og kæmpe for kærlighed på tværs af racer og social status, ikke fordi vi føler os presset udefra af politiske strømninger, men fordi Bibelen presser indefra.
Det er, som om kirken er blevet overhalet indenom af sociale bevægelser og politiske initiativer på dette punkt. Hvor kirken i historien af og til er lykkedes med at skabe en kontrast til samfundets kynisme og har været et helle for svage persongrupper, er kirken visse steder blevet den perfekte middelklasses sted, hvor mennesker ikke er på vej, men må være rene og pæne og omvendte, før de træder ind i lokalet. Er vores ord om ligeværd og gudsbillede begyndt at klinge hult, fordi de som floskler ikke følges af konkrete relationer til mennesker, hvis livsførelse vi er uenige i? Er vi som kirke blevet dem, der siger, at fællesskabet er for alle, mens vi med vores kropssprog udtrykker det modsatte?
Kirkens frimodighed
Vi er nødt til at anerkende, at mennesker er grebet af woke, fordi de mener, der foregår reel uretfærdighed. Derfor må vi lytte og have en åben samtale om deres perspektiver. Kun sådan kan vi finde ud af, hvad vi reelt kan slå følge med, og hvordan vi kan være sandheden tro i kærlighed (2 Kor 1,24). Man kan sige, at hvis vi tror, vi kender sandheden, må vi turde lade os udfordre af andres ideer om verden og dens sammenhæng – det går hverken vi eller Gud i stykker af. Vi må skelne mellem ideer og mennesker – vi må elske mennesket, selvom vi forsøger at bekæmpe dets ideer. Selvfølgelig skal man ikke underkende, at vi altid står i en kamp mod det, vi ifølge Bibelen kan kalde usunde tankebygninger (2 Kor 10,4-5). Men dette skal altså gøres, uden at vi river mennesket ned sammen med dets ideologi.
Kirken må på samme tid realistisk erkende, at dér, hvor et kald til vækkelse råbes ud, vil der komme modstand og forfølgelse (Joh 15,20). Men overraskende nok er det måske netop disse erfaringer, vi kristne har til fælles med de minoritetsgrupper i Danmark, som føler sig fortrængt! Måske har vi her et emne, vi kan invitere til at tale om – som hinandens potentielle undertrykkere? Vi tror, kirken vil klare sig godt i denne åbne og frimodige samtale – fordi vi både kender sandheden og det enkelte menneskes værdi.
(1) Rebecca McLaughlin, The Secular Creed. Engaging Five Contemporary Claims (La Grange: The Gospel Coalition, 2021), 2.