Af rejsesekretær Chris Lindeskov Rasmussen
Efter studiet fik Kasper arbejde i LMU som ungdomskonsulent. Samtidig havde han gennem nogle år haft en deltidsansættelse i Hvidovre Frimenighed som forkynder. ”Jeg nød virkelig det at være ansat et lokalt sted”, fortæller han. ”At kende de mennesker, jeg prædikede til søndag efter søndag og være nærværende dér.”
Guds plan mod vest
Kasper fortæller videre, at han og hustruen på daværende tidspunkt havde et enkelt vennepar i Esbjerg. Og selvom det måske ikke lå i kortene, blev han alligevel nysgerrig, da han hørte om stillingen og siden blev kontaktet af nogle fra Vesterhavskirken: ”Jeg gik en tur en dag, hvor jeg bad til Gud og sagde: Gud, du må simpelthen vise mig, om jeg skal søge det eller ej. Få minutter efter var der en kammerat, som ikke vidste noget om mine overvejelser, der ringede op og sagde, at han havde tænkt på, om vi ikke skulle søge stillingen. Og det blev et meget konkret bønnesvar.”
Et bredt spektrum af opgaver
Kasper fik stillingen, og det er ret tydeligt at mærke, at han er glad for sin kirke: ”Vi er en menighed med ret mange unge familier, hvilket harmonerer meget godt med vores eget liv. Jeg oplever, at rigtig mange i menigheden er gode til at tage opgaver på sig, og der er mange, der bærer.”
Jobbet som præst har også mange både meningsfulde og alsidige opgaver: ”I går var der konfirmandundervisning, og i dag har vi haft legestue med cirka 20 voksne og 25 børn. I morgen skal jeg mødes med min mentor, og på fredag har jeg trosoplæring med en ældre herre, som ønsker at blive døbt. Så det er et bredt spektrum. Og så har jeg ikke engang haft særlig mange møder i denne uge.”
DBI gav bibelvisdom
Kasper kan godt savne, at de mange forskelligartede menighedsopgaver havde fyldt mere på teologistudiet. Alligevel er han også taknemmelig: ”Jeg var meget glad for at læse på DBI og særligt det at få bibelvisdom og viden, som man kan give videre. Noget af det, som blev stærkt for mig i min studietid, var det at få aha-oplevelser med Bibelen. At finde nogle små detaljer, hvor jeg tænkte: Det her, det er bare fedt og trosopmuntrende. Det har jeg lyst til at dele med andre.”