Af René Sølvsten Nissen, ph.d.-studerende og missionslærer på DBI
Lausannebevægelsen blev oprettet i 1974 som en protest mod den liberale teologi og missionsforståelse, der herskede i Kirkernes Verdensråd. Mottoet var: ”Hele kirken bringer hele evangeliet til hele verden.”
Lad mig fremhæve et par ting, som har gjort et særligt indtryk på mig på konferencen.
Den forfulgte kirke
Det, som gjorde størst indtryk på mig, var uden sammenligning mødet med den forfulgte kirke. Det gør indtryk at tale med en yngre præst, som kun med nød og næppe undslap Boko Haram i Nigeria, eller kineseren, der vidste, at han ville blive arresteret, så snart han kom hjem, eller inderen, der … Ja, jeg kunne blive ved. Disse mennesker sætter dagligt livet på spil. Det giver ydmyghed, men kalder også både på eftertanke og forbøn.
Fornyelse
Under konferencen lød der et kald til syndsbekendelse og omvendelse. Vi blev opmuntret til at lade os stille ind under Guds nåde, lade os lede af Guds Ånd og lade ham være den primære aktør i vores kirke og organisationer. Det blev en opmuntring til at begynde på en fornyet vandring med Jesus og i tjeneste for ham.
Næste generation
Undervejs var der også en opmærksomhed på den næste generation af kirkeledere. Der var en stærk tiltro til, at netop denne generation skal lykkes med at få evangeliet bragt ud til verdens ende. Derfor skal vi ”ældre” give dem plads og lade dem gøre tingene på deres måde. Vi har erfaringen, de har gå-på-modet.
Generelle overvejelser
Jeg tror, at Lausannebevægelsen er blevet bredere, end den var oprindeligt. Først og fremmest teologisk, men også ”geografisk”. Kirken i det globale syd har fået en kraftigere stemme, og i Vesten skal vi vænne os til, at mission ikke længere har os selv som udgangspunkt.
For fremtiden bliver det derfor interessant at følge Lausanne i flere teologiske spørgsmål; særligt om klima, social retfærdighed, køn og seksualitet, bibeltroskab, karismatik, mission, diakoni. Områder, hvor vi nok ikke helt står det samme sted.
Bed derfor for Lausannebevægelsen, at den må blive fastholdt på Guds ord og få inspiration til at klæde den næste generation af globale ledere på til tjenesten med at bringe hele evangeliet til hele verden.