Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

ANMELDELSE AF BOGEN "Ethvert menneske er en halvø"

”Intet menneske er en ø, en verden for sig. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.”

ANMELDELSE AF BOGEN "Ethvert menneske er en halvø"

Af Louise Høgild Pedersen, høgskolelektor på FIUC-CPH og ph.d.-studerende på DBI

Med dette citat af digteren John Donne begynder Carsten Hjorth Pedersen sin bog ”Ethvert menneske er en halvø”. Carsten Hjorth Pedersen problematiserer dog citatet. For, siger han, et menneske er ikke udelukkende en del af fastlandet, det hele. Mennesket er også et individ. ”For selv om intet menneske er en ø, er vi hver især skabt som individer, unikke, ulig alle andre. Og får vi ikke lov at udfolde os som selvstændige individer, forkrøbles vi også.”

FÆLLESSKAB OG INDIVID
Det er balancen mellem fællesskab og individ, der er bogens omdrejningspunkt. Forfatteren er inspireret af Amos Oz, der skriver, at et menneske er en halvø, halvt forbundet med fastlandet og halvt vendt mod havet. Halvt forbundet til fællesskabet og halvt forbundet med ønsket om at være sig selv.

Bogen igennem bearbejder forfatteren forholdet mellem individ og fællesskab. Han fastholder nuanceret to -ismer, som ofte bliver sat som hinandens modsætninger. Hverken individualismen eller kollektivismen kan stå alene uden at blive skadelig; de har brug for hinanden. Det primære fokus i bogen er, hvordan der skabes balance mellem god individualisme og sunde fællesskaber både generelt, men også mere specifikt ind i en kirkelig sammenhæng.

BEDRE BALANCE I PRAKSIS
I første kapitel gives et kort overblik over forholdet mellem individ og fællesskab i historien. Samtidig sætter forfatteren ord på enkelte farer både ved kollektivismen og individualismen. I det efterfølgende kapitel præsenterer han 20 ideer til, hvad man i praksis kan gøre for at opnå bedre balance mellem kollektivet og individet. Listen er ikke udtømmende, men han sætter helt konkret ord på, hvad der, ud fra hans synspunkt, kan bidrage til afbalanceret individualisme og kollektivisme. Som læser blev jeg positivt udfordret i dette kapitel, hvor han skriver: “Det er vanskeligt at vende en supertanker, men vi kan og bør vælge en kurs for vores egen optimistjolle”.

KROPPEN OG DET FYSISKE
Meget apropos denne tid, hvor vi alle er på afstand af hinanden, sætter forfatteren fx i ide nr. 5 fokus på kroppens møde. Han udfordrer os til at satse på kroppen, det fysiske. Han skriver bl.a.: ”Hvis kroppene ikke mødes, for eksempel ved at være i samme rum og tale med hinanden, får vi også sværere ved at berøre hinanden mentalt set.” Når det handler om kroppen og dens funktion i forhold til fællesskab og individ udfordrer han os til at glædes over kroppen og sætte den i spil ved fx at være aktive sammen, at bruge kroppen i fællesskabet. Det tror jeg personligt, at forfatteren har meget ret i.

Dog skriver han en sætning, som jeg ikke kan lade være med at undre mig over: ”Sunde, aktive kroppe er bedre til at elske.” Men er det rigtigt? Det er uden tvivl korrekt, at vi får energi, godt humør og overskud af at røre os, og på den måde måske også overskud til at se andre mennesker. Men er en maratonløber med fantastisk kondition bedre til at elske andre end en, som sjældent er fysisk aktiv? Det synes jeg ikke er entydigt. Kan det overhovedet defineres, hvad det præcist er at elske? Og hvordan mennesker har brug for at blive elsket er utvivlsomt forskelligt.

INTERESSERET ELLER INTERESSANT
Jeg blev desuden udfordret af ide nr. 10, at det er vigtigere at være interesseret end interessant. For mig var dette en kendt, men ikke desto mindre væsentlig pointe at blive mindet om. Fællesskabet har gavn af, at jeg interesserer mig i stedet for at fokusere på at være interessant. Hvis vi alle gør det, da tilgodeses individet også.

I sidste kapitel sætter forfatteren individ og fællesskab ind i en kristen sammenhæng. Han beskriver bl.a., hvordan vi er skabt til relation, samt giver et kirkehistorisk overblik på forholdet mellem individ og fællesskab set i lyset af vores samtid.

I et forståeligt sprog får forfatteren formidlet meget stof struktureret og nuanceret på forholdsvis få sider. Han afgrænser sig i de første kapitler på en måde, som gør, at jeg ikke sidder tilbage med en fornemmelse af, at emnet blev jappet igennem. Dog tror jeg, at det sidste kapitel havde haft gavn af enten at ville lidt mindre eller at have fået lidt mere plads. Jeg var meget glad for at læse bogen, der har givet stof til eftertanke i forhold til vores forbundethed med hinanden samtidig med vores unikke status som individer. Jeg kan kun anbefale, at man læser bogen.