Af Jonas Kattner Sørensen, stud.theol.
I dag bor René med sin kone, Louise, og sit yngste barn ud af tre lidt syd for Køge omkring 45 km sydvest for DBI’s lokaler. Måske ikke det sted, de fleste af os forbinder med et liv dedikeret til mission. Men så måske lidt alligevel.
En missionær i maven
Første gang, René fornemmede et kald til at blive missionær, var til et missionshusmøde, da han gik i 9. klasse. Der havde været en missionær på besøg, som havde tændt en gnist i René, og i bilen på vej hjem fortalte han sine forældre, at han troede, at han skulle være missionær. Det havde Renés mor vidst i lang tid, svarede hun – siden fødestuen faktisk.
Da René begyndte på teologistudiet, var han sikker: Han skulle være missionær. Derfor kunne han allerede i studietiden fokusere på missionsvejen, og da kandidaten i teologi og en master i Afrikastudier var afsluttet i 2008, drog René og Louise til Tanzania, hvor et arbejde i Soma Biblia ventede.
Fire år efter, i 2012, hørte René en interessant nyhed fra hjemlandet: DBI havde indgået et samarbejde med Fjellhaug i Oslo, og dette medførte en ny bachelor i teologi og mission. ”Genialt” tænkte René. Og dette skulle blive Renés vej tilbage til DBI, hvor han i dag skriver sin ph.d. om karismatiske vækkelser i Østafrika og underviser de kommende bachelorer i missionsvidenskab.
Afhængig af Gud
Noget af det, René særligt tager med fra sin tid i Tanzania, er en erkendelse af vores fuldstændige afhængighed af Gud. ”Uden ham var jeg ikke nået hertil” fortæller han. Gud bærer os gennem livet, og det bliver særligt tydeligt i de situationer, hvor vi umuligt kan bære os selv. ”Mens vi var udsendt til Tanzania, oplevede jeg flere gange Guds indgriben på nogle vilde måder. Det var ham, der bar os gennem svære ting, både i det projekt jeg var ansat i, men også privat.” Han fortæller bl.a. om en trafikulykke, hvor de på mirakuløs vis overlevede. Sådanne situationer gav René en vished om, at Gud er til, og han holder sine hænder over og under os Vi er fuldstændig afhængige af ham som mennesker. ”Vi kan ikke altid forstå, hvorfor han gør, som han gør, men han er der.”
Det samme møder René også i sin hverdag i dag: ”Vi tror, vi skal være i Køge, fordi Gud vil have os der.” Da René og Louise flyttede til Køge i 2014, ønskede de et sted, hvor man kunne være fælles om at møde Gud. Derfor startede de sammen med to andre familier en husmenighed i 2019 – det der i dag er blevet til Køge Bugt Kirken. I dag fem år senere er medlemstallet på +80.
”Det er igen Gud, der har været den centrale aktør. Han bærer det. Det kunne være gået galt så mange gange, men det er ikke gået galt.” I missionsvidenskaben opererer man med et begreb, som hedder ”Guds mission” – kort fortalt handler det om, at Gud er den primært handlende i al mission. Gud er missionens subjekt, også når det handler om kirkens mission. Det er der noget befriende og løfterigt ved. Og det har René virkelig fået lov at erfare på tæt hold.
Teologi og mission
Jeg spørger René ind til, hvorfor det er vigtigt, at vores bacheloruddannelse hedder ”teologi og mission” og ikke bare ”teologi.” For René ligger svaret i missionens relevans i hele det teologiske spektrum. ”Jeg tror simpelthen ikke, at man kan være kirke uden at have fokus på mission. Det er en selvmodsigelse” forklarer han, og det må vores teologiafspejle. Det må være mission, der driver teologien frem. Han påpeger, at meget af vores teologi er opstået, når missionen er stødt på udfordringer. På den måde skaber missionen kontakt mellem teologien og det levede liv. Det er derfor missionen står så centralt i det teologiske studium, den berører alle fag og formår at gøre dem relevante.
René mener samtidig, at vi må forholde os akademisk til mission. Det giver mulighed for en dybere refleksion over vores missionspraksis. Vi får lov til at være kritiske, stille spørgsmål og se på missionen fra flere vinkler og gennem forskellige kulturer. På den måde undgår vi, at vores mission sidder fast i et fastlåst system.
Det ønsker René også at give videre til DBI’s studerende. Selvom han kun har været i gang som underviser siden i sommers, så synes han det er rigtig sjovt. Især når man får en god diskussion op og køre, og man kan mærke en nerve hos de studerende – at der er noget på spil. Vigtigst er dog, at de studerende må få en tro på, at det er skriften, der skal være målestokken for teologien. Og så selvfølgelig, at der må komme missionærer ud af klasseværelset.