Af Per Damgaard Pedersen, sognepræst i Kingos kirke
Jul er noget vi har brug for, uanset om man tror på dens grundfortælling, eller i hvilken grad man tror på den. Hvis vi sætter skarpt på juleaftenskulturen i dag, så er der to træk, der træder frem, nemlig behovet for ro og orden. Juleaften er en standsning. Her er alt, som det altid har været. Festen er tradition og gentagelse, der helst ikke skal indeholde noget nyt. For julen skal afbryde uroen i verden. Den skal give oplevelsen af ro.
Juleaften foregår ofte som et fastlagt forløb. Måltid og gaveudveksling udføres efter en drejebog med klare roller og præcise opgaver til deltagerne. Det reducerer mulighederne for konflikt, og det er der brug for. Relationer mellem mennesker er jo krævende, og sommetider er det særligt det nære, der er det svære. Derfor har vi brug for et rum med ro og orden.
HJEM OG KIRKE
Juleaftens samvær er nærmest blevet en kulturel kunstform, som er udviklet gennem generationer, og som overdrages til nye ved at de inddrages i den. Jeg tror ikke, vi har andre fester med så højt udviklet et kunstnerisk niveau og med så høj en grad af inddragelse af alle deltagerne.
En stigende julekompetence i hjemmet modsvares dog af en faldende kirkelig kompetence. Selvom julegudstjenesten har et meget simpelt ritual, og deltagerne kun skal løse de simpleste opgaver; sidde, stå, synge og gå, så oplever præsterne, at behovet for instruktion og regibemærkninger er steget, og samtidig er der færre, der kan eller vil synge. Hjemmene overgår nu kirken som stedet for udfoldelse af ritualiseret samvær.
JULENS TID ER BLEVET FLYTTET
Førhen var det en udbredt skik, at julen først startede den 24. december. Med ét blev døren til den fine stue åbnet på vid gab og juletræet stod og strålede med pynt og tændte lys. Alle myldrede ind og sang.
Nu var det jul, og i denne søde juletid vekslede fester, gudstjenester og besøg med hinanden. Juletiden i dag er imidlertid flyttet til før jul og er blevet et langt forløb. Det er ikke rigtig til at sige, hvornår julen starter. Butikkerne pynter op i løbet af oktober. Herefter følger en periode, hvor julen tager fart, og intensiteten stiger lige indtil juleaften, som er både højdepunkt og slutpunkt.
Det er som et slags evolutionsforløb, hvor begyndelsen ikke kan udpeges, men som kulminerer på et højere og højere stade hver gang det gennemløbes. Vores juleaftener bliver mere og mere sofistikerede, hvad angår pynt, gaver og mad.
Det tidligere juleforløb kunne man tegne som en linje, der går lodret fra oven og ned. Et gennembrud, der pludseligt bryder ind og forandrer hele situationen. Som i ”… med ét var der en himmelsk hærskare, som sang!”. Derfra, fra dette startpunkt, begynder julen. Med et spring. Direkte fra en situation ind i en totalt anden. Med et pludseligt fyrværkeri af glæde og jubel og sang, som klinger i flere dage for derefter gradvis at klinge ud.
Det traditionelle forløb med advent før jul, med faste før fest, er en kulturel afspejling af budskabet om Guds indgreb. Forløbet er formet i overensstemmelse med Guds måde at åbenbare sig på: Uden forudgående forudsætninger hos mennesker, og i vores historie afslører han sig og forandrer vores situation totalt.
INGEN JAMMER!
Denne artikel skal ikke ende som en klagesang, selvom jeg gerne vil pege på, at de forandringer, vi ser i julefejringen, dokumenterer en dybdevirkning af sekulariseringen i vores kultur.
Sekulariseringen drejer sig ikke længere kun om tab af kendskab til kristne fortællinger, tab af moral eller af respekt. Selve tiden er forandret. Det vil sige den måde, hvorpå mennesker helt umiddelbart føler det naturlig at forme en højtid. Og stedet er forandret. Det vil sige det sted, som udgør rummet for det højst udviklede ritual.
Det er ret interessant, men endnu mere interessant er det, at vi med alt dette nærmer os julens originalsituation. Der var ikke rum for Jesus, da han blev født. Rummet var beregnet til dyr og uegnet til en fødsel. Landets magthaver så barnedrab som en legitim måde at sikre samfundets stabilitet på. Og de kulturelle trendsættere mente, at en rigtig messias skulle forme sin livsudfoldelse på en helt anden måde, end Jesus gjorde.
Men så tog Gud fusen på dem alle. Hans søn brød igennem. Lodret fra oven og ned. Verden tog et spring ind i en totalt forandret situation. Himmelens porte blev slået op, lovsangen til en frelser, der blev født ind i vores verden, strømmede ud, og den holder aldrig op.