Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

En nåde til forskel

Bogen De fortabte sønners Gud af Tim Keller har formet mig som bibellæser, prædikant og forsker [1]

En nåde til forskel

Kellers udlægning af lignelsen om den fortabte søn viser, at ikke kun den ene, men faktisk begge sønner hver på deres måde er fortabte. Derfor er titlen på bogen: De fortabte sønners Gud.

Af Christian Schøler Holmgaard, adjunkt i Ny Testamente på DBI og FIUC-CPH

Jeg læste bogen den sommer, hvor jeg var på kursus i Myanmar for at lære, hvordan det er at være kristen i en buddhistisk kontekst. Jeg tog Kellers bog med som læsestof, og det var en god beslutning. Evangeliet, som forkyndes i bogen, kom nemlig til at stå som en stærk kontrast til den religiøsitet jeg så hos buddhisterne i Myanmar og i den kristendom, der blev præsenteret af lærerne på Myanmar Institute of Theology.

Kurset var præget af en pluralistisk tilgang til forholdet mellem kristendom og buddhisme, der blev præsenteret som to veje, der begge fører til den samme Gud. De pegede på ligheder mellem Jesus og Buddha, og Jesus blev præsenteret som en etisk lærer og eksempel til efterfølgelse. Det er Jesus også, men for at få sammenligningen til at passe, er der noget hos Jesus, der skal udelades. Nemlig at Jesus ikke viser eller forklarer vejen til frelse – han er selv frelseren.

FØRST OG FREMMEST OM GUD
En afgørende pointe hos Keller er netop, at evangeliet ikke er den gode vejledning, men de gode nyheder. Lignelsen om Den fortabte søn kalder Tim Keller i stedet De fortabte sønners Gud. Titlen peger på to afgørende pointer: For det første, at der ikke bare er én, men to fortabte sønner i lignelsen, og for det andet, at lignelsen først og fremmest handler om Gud.

Hvis man vil prøve at forene kristendom med buddhisme, bliver man nødt til at læse Bibelen som en manual til livet, som fortæller os, hvad vi skal gøre. Keller viser i udlægningen af lignelsen, hvordan evangeliet er radikalt anderledes, fordi begge brødre er fortabte på hver deres måde.

Den ældste søn er netop også fortabt på grund af sin selvretfærdighed. Buddhisterne kom for mig til at stå som repræsentanter for den ældste søns tilgang til livet. En tankegang, som går ud på, at hvis blot jeg gør det rigtige, så skal jeg nok få min belønning. I mødet med det og forsøget på at harmonisere kristendommen med buddhismen blev det også klart for mig, hvor let vi kan komme til at tænke sådan om vores forhold til Gud, selv med Bibelen i hånden.

I kontrast til dette er evangeliet forkyndelsen af Guds nåde. Kellers bog har hjulpet mig til at forstå meget mere af dybden af den nåde.

[1] Jeg havde tidligere læst Kenneth E. Baileys bog om Lukasevangeliet kapitel 15 og Keller formår at bruge Baileys eksegetiske pointer og gøre dem relevante. Bogen er dermed et eksempel på dygtigt prædikenarbejde, hvor budskabet er baseret på grundig eksegese af teksten.