Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

En løsesum for mange

Hvad betyder Jesu død i Matthæusevangeliet?

Vores egne forsøg på at frelse os selv er dømt til at mislykkes, fordi vi ikke er i stand til at give Gud noget til gengæld for vores liv, står der i Matt. 16,25-27. Dette illustrerer Jesus i lignelsen om den gældbundne tjener og det samme budskab kommer til udtryk i Jesu møde med den rige unge mand.

Af Christian Schøler Holmgaard, adjunkt i Ny Testamente på DBI og FIUC-CPH

Hvis man læser fx Matthæusevangeliet igennem, vil man opdage, at vi får meget lidt at vide om, hvorfor Jesus skulle dø, og hvad betydningen af hans død var. Beskrivelsen af begivenhederne omkring Jesu død fylder meget, og der er ikke tvivl om, at det er det, der er evangeliets klimaks.Meningen bliver dog ikke forklaret så tydeligt som hos fx Paulus.

Ifølge Matthæus opnås primært to ting ved Jesu død. Det er en sejr over Djævelen, og det er en betaling for synd. I denne artikel vil jeg se på, hvordan Jesu død i Matthæusevangeliet bliver præsen-teret som en betaling for vores synd.

NØDVENDIGHEDEN AF JESU DØD
I begyndelsen af Matthæusevangeliet står der, at Jesus ”skal frelse sit folk fra deres synder” (MATT 1, 21). Dette vers er centralt for forståelsen af, hvad Jesus er kommet for at gøre – at være frelser – og vi får sat fingeren på menneskets grundlæggende problem, synden.

Hvordan frelser Jesus så? Det får vi svar på i slutningen af Matthæusevangeliet, hvor der er et tilsvarende vigtigt vers i forbindelse med indstiftelsen af nadveren, hvor Jesus siger, at hans blod ”udgydes for mange til syndernes forladelse” (MATT 26,28). Dermed er det klart, at Jesus frelser
ved at udgyde sit blod, altså ved at dø på korset. Derfor var det også absolut nødvendigt for menne-skers frelse, at Jesus døde på korset. Selvom Peter forsøger at tale Jesus fra korsdøden, så er Jesus stålsat (MATT 16,21-23). Samtidig gør Jesus det klart, hvorfor vi har brug for en frelser.

MENNESKET SOM SKYLDNER
Jesus siger, at vores egne forsøg på at frelse os selv er dømt til at mislykkes, fordi vi ikke er i stand til at give Gud, som har skabt os, noget til gengæld for vores liv (MATT 16,25-27). Dette siger Jesus på et tidspunkt, hvor han begynder sin sidste rejse til Jerusalem for at dø. På den rejse gentager Jesus flere gange, at han skal korsfæstes, og han gør det på forskellige måder klart, at mennesket har brug for en frelser.

To tekster træder særligt frem. Den ene er lignelsen om den gældbundne tjener (18,23-35). Her repræsenterer kongen Gud og gælden repræsenterer synden – og det bliver tydeligt, at vores gæld til Gud er ubetalelig. Tjeneren skylder kongen 10.000 talenter. Det er 100 millioner denarer, og én denar var lønnen for en dags arbejde for en daglejer. Der er altså tale om et astronomisk beløb, som det var helt umuligt for tjeneren at betale tilbage. Dermed illustrerer lignelsen syndens alvor, og hvor stor Guds tilgivelse er. Jesus forklarer dog ikke, at gælden uanset hvad skal betales.

Den anden tekst er Jesu møde med den rige unge mand (19,16-26). Jesu afvisning af den unge mand på trods af hans lovoverholdelse og rigdom fremkalder et spørgsmål fra disciplene: ”Hvem kan så blive frelst?”. Jesu svar er: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Vi kan ikke give noget til gengæld for vores liv. Gælden er for stor.

Svaret på, hvordan gælden skal betales, giver Jesus, kort før han går ind i Jerusalem. Han vil give sit liv som en løsesum for mange (20,28). Udtrykket ’løsesum’ indikerer en betaling, og deri ligger, at Jesus betaler et skyldigt beløb på vegne af de mange. Men hvordan kan én mands liv være nok til at betale gælden for de mange?

GUDS SØN SOM STEDFORTRÆDER
For at få svar på det, skal vi tilbage til de første kapitler af Matthæus, hvor det gøres klart, at Jesus nok er menneske i Abrahams og Davids slægt, men han er også Guds søn (MATT 1,20-23). Som Guds søn står Jesus i et unikt forhold til Gud. Han skylder ikke Gud sit liv, fordi han selv er Gud. Men betydningen af, at Jesus er Guds søn, går videre end det. I Det Gamle Testamente bliver Israel kaldt Guds Søn (FX HOS 11,1), og i Matthæus 1-4 fremgår det, at Jesus i egen person gentager Israels historie i sit eget liv.
Ifølge Matthæus opfylder Jesus Hoseas 11,1: ”Fra Egypten kaldte jeg min søn.” I Hoseas handler det vers om folket Israel, men Jesus fremstår som det sande Israel. Med det begynder temaet i Matthæus-evangeliet, som handler om, at Jesus repræsenterer Israel og opfylder Guds krav til Israel og dermed også for alle mennesker.

Det stærkeste udtryk for det er Jesu opfyldelse af bjergprædikenen i sit eget liv som den, der vender den anden kind til og elsker sine fjender.Det er betydningen af, at han ”opfylder al retfærdighed” (MATT 3,15). Når Jesus dør på korset, gør han det altså som den uskyldige, der har opfyldt alt, hvad Gud kræver. Både i sit liv og sin død repræsenterer han sit folk og frelser det fra deres synder. Og hans folk består af mennesker fra alle folkeslag, som er blevet hans disciple.