Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

EN BROGET VEJ

At vælge teologi var for mig ingen nem beslutning.

EN BROGET VEJ

Selvom DBI’s lokaler ikke er de største, skal man ikke tage fejl, for det faglige niveau er tårnhøjt, fortæller Lukas Brosbøl.

Af stud.theol. Lukas Brosbøl

Der var mange mennesker, der skulle overbevise mig om, at teologi var en mulighed. Men jeg syntes ikke, jeg passede ind i det miljø, jeg havde skabt i hovedet om studiet. Jeg var sikker på, at de mennesker, der læste teologi, var dem, der havde vidst det i 10 år og havde læst alle Martin Luthers værker i ottende klasse.

BRAND FOR EVANGELIET
Den illusion kunne jeg heldigvis forkaste meget hurtigt, for på vores introduktionstur blev det meget tydeligt, at alle os på det nye hold havde haft en meget broget vej til studiet, og at det absolut ikke var en samling af Danmarks og Færøernes elitekristne, som jeg ellers havde en fordom om. Langt fra.

Her mødte jeg oprigtige mennesker, der alle havde en brand for evangeliet til fælles og en længsel efter at lære mere om den tro, vi bygger vores liv på. For nylig havde vi en diskussion i kaffestuen om tro og tvivl, og om hvordan – og hvis – disse to kunne sameksistere. Her var det både nye og gamle studerende samt undervisere, der bød ind til debatten.

OPRIGTIGE MENNESKER
På DBI er det bestemt ikke min opfattelse, at nogle bare ønsker at argumentere for at vinde. Oprigtige mennesker stiller oprigtige spørgsmål, og så byder andre ind, fordi der er reel interesse. Vi tager både hinanden alvorligt, og samtidig snakker vi også om de mest banale hverdagsting og hygger os virkelig sammen, når der er pause fra undervisningen.

Det er nok de to ting, jeg har lært at holde mest af ved DBI, og de to ting, jeg ikke kunne forestille mig at undvære. Selvom DBI’s lokaler ikke er de største, skal man ikke tage fejl, for det faglige niveau er tårnhøjt, og man bliver hele tiden udfordret på den teologi, man har med i bagagen hjemmefra.

PLADS TIL FORSKELLIGHEDER
Vi er langt fra enige i alle de ting, der undervises i, men det giver bare plads til forskellige måder at tænke teologi på. Og det synes jeg, at DBI rummer utroligt godt. Vi bliver ikke indoktrineret til at tænke på bestemte måder, men er meget frie til at finde vores egen vej på studiet uden at få tvunget konklusioner ned over os.

Min oplevelse er indtil videre, at vi får givet skelettet og så må vi selv putte kød på ved at undersøge de forskellige elementer af kristentroen. At læse teologi er utroligt nuanceret, og derfor er jeg meget taknemmelig for, at menneskerne også er det.