Af Lars Malmgaard Jensen, ph.d.-studerende i dogmatik
Den japansk-amerikanske forfatter Francis Fukuyama blev i 90’erne kendt for sin kontroversielle bog The End of History and the Last Man, i hvilken han argumenterede for det liberale demokratis totale sejr og at historien – i den forstand – nu havde opnået sit klimaks. De store opgør, krige og usikkerheder var endegyldigt forbi. Der var ikke noget at bekymre sig for i det store billede.
Kort sagt: Fremtiden var lys!
På bagkant virker hans tese næsten latterlig. De seneste års begivenheder med Ruslands invasion af Ukraine, krigen mellem Hamas og Israel og Kinas raslen med sablen over for Taiwan minder os bestandigt om, at verden i allerhøjeste grad er usikker og fremtiden uvis. Hvis det skulle være en ny erkendelse i storpolitik, har det for de fleste altid været tilfældet i privatlivet – uanset om klimaet havde det godt og om inflationen var stabil eller ej! Uanset om man var ung i 90’erne eller er det i 2020’erne, kan det bekymre om man nu får en kæreste, ægtefælle og børn, den rigtige uddannelse og hvilken fremtid, der venter på sigt. Kræftdiagnoser, jobskifte og børnenes trivsel har også altid fyldt i midten af livet uanset kalenderåret. Og de færreste kommer udenom sygdom, afsavn og svækkelse i alderdommen.
Kort sagt: Fremtiden kan bekymre!
Det kan derfor virke som en kold klud i ansigtet, når Jesus formaner: Vær ikke bekymrede! Umiddelbart kan det virke som et uoverkommeligt lovkrav, en ekstra byrde, det er forbeholdt dem med et lyst og ubekymret sind at løfte, mens vi andre efterlades tilbage på perronen med en endnu tungere bagage… Som en med hang til grubleri havde jeg det i hvert fald selv sådan med Jesu ord i mange år. Jeg opfattede det som en svær og krævende tekst, jeg skulle leve op til.
Formaningens sammenhæng
Men Jesu ord er ikke et lovkrav. De er ikke ment og tænkt som endnu en byrde – det er derimod et løfte! NT kender faktisk til sund bekymring (2 Kor 11,28), men advarer imod den usunde. Hvis vi skal forstå Jesu ord, må vi forstå den sammenhæng, de lyder ind i, nemlig som en advarsel mod mammon – dvs. penge og alt det penge kan skaffe dig. Jesus advarer: ”I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Matt 6,24). Når Jesus indleder sin formaning om ikke at bekymre sig, begynder han med et ”Derfor siger jeg jer” (Matt 6,25)!
Mammon har det med at overtage sind og tanke. Vi ønsker sjældent at vedgå det overfor andre i ord – og måske endda overfor os selv i tankerne; men alligevel vi bilder os let ind, at vores fremtidige lykke afhænger af mammon. Tænk boliglån, SU, børnepenge, ferier, IKEA-møbler, køkkenrenoveringer, elbiler – alt det, der kan optage mental energi. Hvis vi tror, at vores liv og lykke i sidste ende afhænger af det, er vi i åndelig fare. Den bekymring er usund, advarer Jesus.
Formaningens tre begrundelser
Jesus kommer derefter med tre begrundelser, der forklarer, hvorfor vi ikke skal bekymre os. Og vi må tage imod dem i den nytestamentlig forstand af ordet formaning – trøstende opmuntringer!
Jesu første begrundelse er at henvise til skabelsens virkelighed (Matt 6,25-32). Han henviser fra det mindre i skaberværket (markens blomster og himlens fugle) og spørger, om Gud da ikke også vil sørge for det større (mennesket): ”Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?” (Matt 6,29-30). Uanset om inflationen går op eller ned, er det Gud, der får regnen til at falde, rugmarkerne til at gro, og i sidste ende giver dig mad på bordet.
Jesu anden begrundelse er, at vi skal sørge for det rette perspektiv. Vi skal først og fremmest søge Guds retfærdighed (Matt 6,33) fremfor ussel mammon. Om Guds retfærdighed i denne sammenhæng betyder, at vi skal søge Guds tilgivelse og nåde, eller om vi skal søge at leve helligt, retfærdigt og uselvisk er for så vidt underordnet; begge dele har NT for sig, og begge dele er vigtigere end min egen tilværelses op- og nedture! I sidste ende er det evige liv langt, langt vigtigere end dette liv. Og at søge det evige sætter morgendagens bekymring i det rette perspektiv.
Jesu tredje og sidste begrundelse er næsten banal – men ikke mindre brugbar: Det kan alligevel ikke svare sig at bekymre sig! (Matt 6,34). Vi er meget forskelligt indrettet psykisk, men vi kan også træffe et aktivt valg om ikke at lade bekymringerne få overtaget. De gør ingen positiv forskel alligevel.
Kort sagt: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen” (Matt 6,34).