Af Oddrun Aa. Rønne, diakonilærer på DBI og kirke- og kulturmedarbejder i Vor Frelsers Kirke, Vejle
”Gudstjenesten er som et stjerneløb. I kirken hører vi om Gud og om hans kærlighed og tilgivelse. Og så bliver vi sendt ud i alle retninger for at udføre opgaver til gavn for andre. For derefter at komme tilbage og blive ladet op på ny.”
Sådan beskrev en ung konfirmand gudstjenesten. Nok uden at hun selv var klar over det, fik hun samtidig på en enkel måde sagt noget væsentligt om diakoni. Lad os bruge hendes udsagn til at se på nogle sider af diakonien.
DIAKONI, KIRKE OG GUDSTJENESTE
Diakoni hænger tæt sammen med kirken og gudstjenesten og er dermed ikke bare almindeligt socialt arbejde. En kort definition af diakoni kan lyde sådan: Diakoni er kirkens omsorgstjeneste. Det er evangeliet i handling og udtrykkes gennem næstekærlighed, et inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed.
Diakonien er der, hvor missionen får krop. Evangeliet er missionens talesprog, mens diakonien bliver missionens kropssprog. Vi skal forkynde Guds kærlighed. Det skal vi gøre med ord. Men ord er ikke nok, når vi skal kommunikere kærlighed. Det må kunne mærkes, konkret og kropsligt. Og det sker gennem diakonien. Vi er afhængige af begge dimensioner, den lodrette modtagelse og den vandrette sendelse ud til andre. Hvis vi kun har det lodrette, kommer vi ikke ud over vores egne frommer cirkler. Hvis vi kun har det vandrette, løsrives diakonien fra kirke og gudstjenesteliv og er i virkeligheden et socialt arbejde, som mange andre kunne gøre mindst lige så godt.
DE DIAKONALE INSTITUTIONER
Mange diakonale institutioner opstod i kølvandet på tidligere vækkelser og har i tidens løb løftet vigtige opgaver, som hverken staten eller kirkerne har kunnet gøre. Men hvis vi begrænser diakonien til det, disse institutioner gør, kan diakonien miste forankringen i det kirkelige og i gudstjenestelivet, og kirken vil miste ejerforholdet og ansvarsfølelsen over for den praktiske diakoni i hverdagen. Samtidig risikerer vi at glemme, at diakoni er hver enkelt kristens ansvar, sådan som det også kommer frem i konfirmandens beskrivelse af gudstjenesten og diakonien.
DIAKONIENS BRÆNDSTOF
Konfirmanden får i beskrivelsen også vist, hvordan diakonien begynder ved gudstjenesten – igen og igen. Det er her, vi finder den ladestation, som giver impulser og kræfter til en diakonal indsats ude i hverdagen.
Hvad er så diakoniens brændstof? Det er Guds kærlighed, tilgivelse og nåde. Diakonien har sin forankring i det, Gud har gjort for os gennem Jesus. Det er ikke bare socialt arbejde, der er flyttet ind i kirken. Det er en del af vores respons på det, Kristus har gjort for os og på det, vi har fået fra ham. Vi har fået alt for intet og skal derfor give det videre for intet. Det har også betydning for vores attitude over for de mennesker, diakonien retter sig imod. Med det kristne menneskesyn skal vi ikke bøje os ned for at komme i øjenhøjde med og nå andre mennesker. Vi står sammen med dem, som Gud har bøjet sig ned til gennem Kristus. Og vi giver her den kærlighed, tilgivelse og nåde videre, som vi selv har mødt hos ham.
HVAD ER SÅ DIAKONI I VORES TID?
Diakonien bliver til i krydsfeltet mellem et konkret behov – socialt, mentalt, fysisk, psykisk, økonomisk – og manglen på relevante tiltag. Derfor vil diakonien til stadighed forandres. På Jesu tid havde man f.eks. specielt fokus på enkerne og de faderløse, fordi det var her, de store behov lå.
I dagens velfærdssamfund er der også mange områder, hvor der mangler relevante tiltag. Det kan være unge, som er ensomme og mistrives. For dem vil det være relevant at etablere inkluderende og accepterende fællesskaber, måske i form af venskabsgrupper for unge, som har det svært i forskellige sociale sammenhænge. Eller i den anden ende af livet, hvor man mister venner og nære familiemedlemmer og føler sig ene. Her kan sorggrupper og besøgsvenner være gode og relevante tiltag.
DIAKONI ER OGSÅ AT HJÆLPE HEN TIL HJÆLPEN
I Lukasevangeliet læser vi om fire mænd, der bar deres lamme ven hen til Jesus, for at han kunne få hjælp. Vores diakonale indsats må nogle gange bestå i at hjælpe mennesker derhen, hvor den nødvendige hjælp er at få. Der er meget hjælp at få i vores moderne velfærdssamfund. Men dem, der trænger til hjælp, har ikke altid ressourcer til selv at gøre det, der skal til, for at få del i hjælpen. Diakoni er da at stille ressourcer til rådighed, så det kan ske.