Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og professor i NT på Menighedsfakultetet
Indimellem har jeg fornøjelsen af at undervise i Menighedsfakultetets mindste fag: et lynkursus i et bibelprogram, der gør de studerende i stand til at søge og finde ord i Bibelen med et par tastetryk. Denne gang skulle de finde ordet ”evangeliet” i Ny Testamente og lave en graf over forekomster. Det viser sig overraskende, at der er et ”hul” i Ny Testamentes brug af evangelieordet. ”Evangeliet” findes stort set kun hos Paulus og Markus og fx slet ikke i Johannesevangeliet. Som en af de studerende sagde: ”Burde vi så overhovedet kalde evangelierne for evangelier?”
Ja, det bør vi, da sagen er den samme i alle evangelierne trods forskellige ord. Derimod kan vi bruge denne lille opdagelse til at stille et andet spørgsmål: Hvad ville Markus sige med at sætte evangelieordet ind i sin første linje – ”begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn” (Mark 1,1)?
Evangeliet er forudsagt
Det er det gode spørgsmål. Heldigvis skal vi ikke vente længe, før overraskelsen åbenbares: ”Evangeliet” handler om Jesus. Markus når ikke til ende med sin første linje, før han har forbundet ”evangeliet” med Jesus som den lovede messias.
Og allerede i anden linje tænder Markus et helt bestemt lys over sin beretning. Lyset fra Israels Skrifter. ”Evangeliet” er nemlig ”… som der står skrevet hos profeten Esajas” (Mark 1,2). Markus vil altså have, at vi skal forstå evangelieudråbet i lyset af Esajas’ bog. Faktisk får alt, der kommer herefter, sit scenelys og farvenuancer fra det udsagn. Jesus er opfyldelsen af Guds ”vilde” løfter ved Esajas.
Evangeliets vilde sejr ifølge Esajas
Gennem Esajas lovede Gud, at han på et tidspunkt vil gribe ind i historiens gang med en kraft så stærk, at den kommer til at overmatche alle hans tidligere indgreb. Det kommer til at ligne udfrielsen fra Egypten. Men det er ikke nok. Derfor skal folket ”glemme det gamle.” Nu kommer der til at ske noget ”nyt” (Es 43,19).
Det eneste tidligere, der er stort nok til at udmåle den altomgørende effekt, er skabelsens morgen. I Esajas synger Gud en sang om sin vilje til frelse, der begynder i første vers i udfrielsens toneleje om sejren over de værst tænkelige onde magter, men derefter transponeres lejet til et højere og endnu smukkere, der handler om skabelsens morgen. Gud helmer ikke, før en sejr så stor er vundet, der vil gøre Jerusalem ”til paradiset” (Es 51,3).
Galilæa er evangelietid
Så evangeliet handler om ”sejr” ifølge Esajas. Det gør det i den grad også for Markus. I det lys giver det pludselig overraskende god mening, hvorfor Markusevangeliet er pakket med hændelser, hvor Jesus fører evangeliet til sejr over sygdom, nød og død. Galilæa er i lys af Esajas pludselig ”evangelietid.” Det er en del af evangeliets udfrielse og nyskabelse. Men selv det til trods, er der ikke noget sted i Markus, hvor der er mere fokus på ”sejr” end i Jerusalem. Det er først, da Jesus hænger på korset, at han kaldes for ”konge.”
Soningen til fællesskab
Præcis dét er der en god grund til. Igen leverer Esajas farvepaletten. For allerede hos Esajas gør Gud det tydeligt, at der ikke er nogen ”sejr,” hvis ikke der sker en ”soning.” Gud vil ikke bare ”udfri” sit folk; han vil være det nær. Det kræver en skøn blanding af tilgivelse, omvendelse og genetablering af pagten. Centrum af centrum er fællesskabets genoprettelse. Det er jo præcis dét, som skabelsens morgen handlede om: at Gud vandrede med sine mennesker i haven.
Derfor er sejrens inderside en soning, og hos Markus bliver det tydeligt jo tættere vi rykker på Jerusalem. Jesus dør ikke blot en heroisk død til inspiration for vores kampe. Han dør en tempeldød. Jesu død genopretter pagtsfællesskabet og omgør den måde, templet fungerer på, da forhænget flænges (Mark 15,38).
Det har alt med skabelsens morgen at gøre; alt med Guds nærvær at gøre og alt med ”evangeliet” at gøre. Evangeliet om Guds sejr over ondskabens fyrste selv og genoprettelse af fællesskabet gennem en endegyldig og afsluttende soningshændelse i templet.
Derfor kunne vi give det sidste ord til Esajas’ bog med et længe ventet udråb af Gud i den store vision om genkomsten til Jerusalem: ”Se, her er jeg” (Es 52,6). Men vi vil nu give det til Markus og den unge mands budskab til kvinderne ved graven, der som dramaets afsluttende højdepunkt forkynder for os, hvad ”evangeliet” er: ”Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det” (Mark 16,7).