Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

DET ER TID TIL AT LÆGGE BUDGET!

Vi er nu på det tidspunkt af året, hvor vi arbejder med at lægge næste års budget. Det er en øvelse i overblik, sparsommelighed – og tro.

Af sekretariatsleder Ellen Lodahl Pedersen

Selvom vi stadigvæk helst vil sidde med armene oppe af glæde over de mange nye studerende, så er det nu tid til at få fingrene til tastaturet og lægge næste års budget. Vi skal prøve at få et realistisk overblik over, hvad det næste års undervisning vil koste.

HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?
Det er vel bare at udregne lønnen til lærerne – hvor svært kan det være?

Faktisk er det lidt sværere end som så. DBI skal administreres, så det hele fungerer bedst og billigst muligt. Der skal betales løn til ansatte og stipendier til studerende, og der skal betales husleje, el og vand. Kopimaskinen skal vedligeholdes; papir, porto og PR-materiale skal købes og fremstilles.

Vi skal trykke og udsende DBI-posten, betale for hjemmesiderne og vedligeholde dem, og der skal betales rejseudgifter til rejsesekretærerne og de lærere, der holder møder. Rengøringsmidlerne må vi hellere bruge lidt flere penge på i disse coronatider, og der skal anskaffes nye pensumbøger til biblioteket. Der skal betales pension til de fastansatte, og så skal medarbejdernes computere holdes i brugbar stand. Et nyt fibernet skal vi også bruge penge på, sådan at de studerende og ansatte har en rimelig internetadgang.

Der er mange skøn, som vi må foretage lige nu. Det er en øvelse i overblik og sparsommelighed.

OGSÅ EN ØVELSE I TRO
Men at lægge budget er er også en øvelse i tro. Vi må tro, at Gud vil give os det, vi har brug for. Det har vi oplevet igen og igen, og det kan vi takke Gud og jer for! Gud siger, at han giver hjælpen i rette tid. Måske synes vi i november, at rette tid er lige nu – for det er som regel her, det er svært – men så vi må tro på, at Gud har styr på det. Og når gaverne så ofte vælter ind i december, så sidder vi tilbage med en umådelig stor taknemlighed – til Gud og til jer!

EN FAST GIVERTJENESTE?
Noget af det, der hjælper os med at lægge et godt budget, er givere med faste givertjenester. Det gør, at vi lettere kan vide, hvad vi kan regne med af gaver. Se mere på www.dbi.edu eller ring til Maria Popp Jensen på 2526 5503 for at høre mere om fast givertjeneste.