Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Der hvor teologien møder det levede liv

Louise Høgild Pedersen blev i 2020 ansat som underviser på DBI og ph.d.-studerende i sjælesorg. Hendes drivkraft er interessen for mennesker.

Der hvor teologien møder det levede liv

Foto: Morten Friis

Af stud.theol. Filip Pilgaard Holm

Hvis du møder Louise og tager en snak med hende, vil du hurtigt opdage, at hun virkelig interesserer sig for mennesker. Helt specifikt der hvor teologien møder det levede kristne liv – hvilket nogle gange kan forsage sammenstød og give gnister. Denne interesse for mennesker har sat præg på hende som professionel teolog og på hendes virke som underviser i faget sjælesorg.

Underviser i latin og sjælesorg

Louise kender vi mest som underviser i latin og sjælesorg fra dagligdagen på DBI. Folk kan godt studse lidt over, at hun har disse to så forskellige fag, og med et smil fortæller hun: ”Jeg ved ikke lige, om der er andre undervisere, der lige har den kombination af fag”. Men for Louise fungerer det meget godt. I sjælesorgsundervisningen er der ikke mange ting, der kan sættes på formler. Emnerne er hele tiden til debat og kan diskuteres ud fra forskellige vinkler. Latin derimod er systematisk. Alt passer i rammer og kasser. Man kan ikke diskutere grammatik. ”Det er rart at undervise i begge fag”, siger Louise, selvom hun må indrømme, at det er sjælesorg, hun brænder mest for.

Forskningsprojekt i sjælesorg

At det er sjælesorgen og ikke latin, der er drivkraften, er også tydeligt i Louises forskningsprojekt. Her har hun kastet sig ud i en undersøgelse af homoseksuelles erfaringer med at være i sjælesorg omkring deres seksualitet. ”Det er et emne, der har fået alt for lidt fokus”, siger Louise. Der har ikke rigtig været nogen forskning i Skandinavien, hvor man har undersøgt erfaringerne hos dem, der har modtaget sjælesorgen, og ser man ud i den store verden, er billedet ikke meget anderledes.

Derfor læser Louise ikke bare en ph.d. for at få graden, selvom det dog skal til for at kvalificere sig som underviser på DBI. Hun understreger, at det er en stor glæde for hende, og hun laver dette forskningsprojekt, fordi hun ser en stor mangel på viden om dette område inden for sjælesorgen. Hertil knytter hun en kommentar: Måske er jeg ikke den bedste til opgaven, men der var jo ikke andre, der har gjort det”. Hun håber, at projektet vil bidrage til reflektion om, hvordan vi møder homoseksuelle uden at gå på kompromis med Biblens budskab. I første omgang bliver det igennem en række forskningsartikler, men ambitionen er, at projektet også skal munde ud i en mere tilgængelig bog, når det 6-årige projekt er færdiggjort.

Louise har igennem projektet interviewet en række personer, der er orienteret mod deres eget køn, og som enten er blevet i deres kirke, har skiftet til en anden kirke med et anderledes syn eller helt har forladt kirken, og det gør et stort indtryk på hende: Det er ret stort at få lov til at høre disse historier, og at personerne har villet dele dem med mig”. Man fornemmer hos Louise, hvordan projektet ikke bare er en distanceret undersøgelse, men et ønske om at kunne gøre en forskel ind i sjælesorgens møde med mennesker, der har det svært. For Louise er udfordringen i kirkens møde med den homoseksuelle tydelig: ”Efter fem interviews, står det klart, at det er vi ikke gode nok til”.

En teologisk udfordring

Her rammer vi et af de punkter, som Louise erkender, også er en af hendes egne udfordringer som teolog. Hun beskæftiger sig nemlig med sjælesorg, fordi hun gerne vil være noget for mennesker og være med til at fjerne det, der gør ondt. Men hvad, hvis det er teologien, der gør ondt? ”Så går lysten i retningen af at bløde den op”. Louise vil dog være sandheden tro i kærlighed og fortsætter: ”Nogle fristes til at tippe over på fokus om sandheden. Jeg kan fristes til at tippe over på kærligheden, men ingen af de to grøfter er i virkeligheden kærlige”. At Louise selv er klar over denne tendens i hendes teologiske praksis, viser dog, hvordan hun virkelig ønsker at arbejde i det spændingsfelt, for som hun understreger i forhold til sit ph.d.-projekt: ”Det MÅ kunne lade sige gøre”. Det må kunne lade sig gøre at drive bibelsk teologi uden at drive mennesker ud af kirken.

At inspirere andre

Ud over denne hjertesag, ønsker Louise også at sætte andre aftryk på DBI. Specielt vil hun gerne være med til at inspirere flere kvinder til at læse teologi, og hun ønsker at understøtte et miljø, der rummer de kvindelige studerende, som læser på DBI. Noget, som hun selv værdsatte højt fra sin egen tid som studerende. En tid, hvor hun indimellem oplevede at være den eneste kvindelige studerende, hvilket hun selvfølgelig nød, fortæller hun med et smil. Men det har også haft sine udfordringer.