Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Breath of life

En bog, der blev en øjenåbner for bønnens betydning.

Breath of life

Bogen ”Breath of Life” har været en øjenåbner for mig, skriver René Sølvsten Nissen

Boganmeldelse af René Sølvsten Nissen, Ph.d.-studerende i missionsteologi

På moderne dansk bliver titlen på bogen ”Breath of Life” oversat til ”Livets åndedræt”. I bibelsk sammenhæng udtrykker titlen mere end blot et automatisk åndedræt. ”Livsånde” er nemlig en indikation af, at det er Gud, der står bag og blæser liv i den døde materie.

I Danmark er Patricia St. John nok mest kendt som børnebogsforfatter. ”Breath of Life” er ingen roman, men en beretning om Ruanda Missionen og dens arbejde i første halvdel af det 20. århundrede.

VÆKKELSE OG NYT LIV
Bogen er for mig en kærkommen påmindelse om, at selvom vi er nok så entusiastiske i vores kirkelige engagement, så er det spildte kræfter, hvis ikke Gud blæser ånde i den døde materie. Uden Guds Ånds medvirken, arbejder vi forgæves.

Efter knap 20 års missionsindsat under svære forhold og uden at kunne identificere nævneværdig gennemslagskraft af Guds Ord og Ånd havde både det åndelige og menneskelige mismod vundet overhånd blandt mange af missionærerne i Ruanda Missionen. Men underet indtraf og missionen blev i midten af 30’erne et redskab i Guds hånd som arnested for den Østafrikanske vækkelse. Vækkelsen førte nyt liv med sig hos både missionærer og lokale afrikanere. De omvendte blev drevet af Guds Ånd og en begejstring over frelsen i Jesus og for den frisættende kraft i Jesu blod til at leve et liv i efterfølgelse og tjeneste.

Siden spredte vækkelsen sig ud over hele Østafrika, og i nyere tid har den trukket tråde til andre dele af Afrika, Australien, USA og Europa. Der kan skrives meget om vækkelsens virkningshistorie, men det bemærkelsesværdige er det, som gik forud, nemlig at kristne begyndte at mødes for at bede sammen, ligesom der opstod en længsel efter at bruge tid med Guds ord (ST. JOHNS, 1971:68). Gud hørte bønnen og udgød sin ”livsånd” over Østafrika.

Bogen har været en øjenåbner for mig for bønnens betydning for det kirkelige liv og for evangeliets forkyndelse og udbredelse. Måske skulle vi lære af vores brødre og søstre i Østafrika og bede Gud om at ”ånde” på os, så Jesus bliver stor for os, og at han sætter os i brand for bøn og bibelstudie.

”… Kom Gud Helligånd og blæs nyt liv i min længselsfulde sjæl.”