Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Bacheloropgaven gav uventede muligheder

Min bacheloropgave gav mulighed for at tage på en rejse og lave et feltarbejde fra bunden.

Bacheloropgaven gav uventede muligheder

Af Anders Solgaard, stud.theol.

Den afsluttende bacheloropgave er en mulighed for studerende til selv at dykke ned i et emne, der interesserer dem i særlig grad. Nogle skriver om Paulus’ syn på kvindelige forkyndere, andre dykker ned i spørgsmålet om, hvad afguder er og andre igen drager mod missionsmarken for at undersøge, hvordan evangeliet kommer til udtryk i andre kulturer.

Feltarbejde på Zanzibar
Jeg tilhørte den sidste gruppe, for jeg tror, jeg skal være missionær i en fremmed kultur. Jeg har i nogle år interesseret mig for islam og for, hvordan den ser ud i mødet med kristendommen, så i efteråret 2018 drog jeg til Zanzibar. Her er mere end 95 % af øens indbyggere muslimer, og derfor ville jeg undersøge, hvordan kristne og muslimer på den tanzanianske ø opfattede og oplevede religionsfrihed. Jeg var så heldig at få et par legater til feltarbejdet, og fløj til Zanzibar for at bruge 14 dage med at indsamle interviewmateriale. Forud var gået måneder med forberedelse for at finde emne, problemformulering og læse om Zanzibar og den østafrikanske historie. Et par tidligere missionærer havde velvilligt givet mig en håndfuld navne og kontakter på både muslimer, kristne og missionærer, som jeg kunne opsøge, når jeg kom frem.

14 dage med livshistorier
Det blev til 14 intense dage med op mod 50 interviews af folk på gaden, lutheranere, pinsefolk, katolikker, anglikanere, shiamuslimer, sunnimuslimer og en række andre. Jeg hørte om de Jesus-troende muslimer på Zanzibar, om hvordan turisternes påklædning pressede de kristne og om, hvordan radikale kræfter fra især Mellemøsten truede freden. En zanzibariansk konvertit-kristen var blevet angrebet med en machete af sin far, da han forsøgte at læse i Bibelen. Moderen stillede sig imellem sønnen og det dødelige hug. Hun gav sit liv for at sønnen kunne flygte, og nogle år senere blev han kristen. Jeg talte med to katolikker, der havde boet og arbejdet på Zanzibar siden landets selvstændighed i 1961. De kunne fortælle historier om undertrykkelse, trusler, mord og uroligheder mellem kristne og muslimer, men også om tolerance, fred og kærlighed mellem de forskellige grupperinger på øen. Det er et privilegium og en gave at høre om folks liv og baggrund.

Han må bare ikke blive kristen
De mange interviews gav mig indsigt i de lokale forhold og muligheden for at forstå lidt mere om Zanzibar og zanzibarianerne. Jeg lærte, at selvom der er en forfatningssikret religionsfrihed på Zanzibar, som stemmer overens med FN’s menneskerettighedserklæring, så er realiteterne noget andet. Kristne og muslimer har levet side om side i hundredvis af år, og det sætter sit præg på øen, hvor tolerance for den anden religion er en del af nationalidentiteten.

Men tolerancen ophører, når en muslim vil konvertere. Som en far rammende sagde: ”Vi har 100 % religionsfrihed på Zanzibar. Men hvis min søn vil være kristen, så er han ikke min søn længere.” Kristen evangelisation misbilliges, og internt blandt de kristne er der også uenigheder om, hvordan det skal foregå. Pinsekirkerne er meget offensive i deres evangelisation, mens den katolske kirke kun i mindre grad evangeliserer. Flere af de etablerede kirker stiller sig tilfreds med bare at være til stede på øen.

Men urolighederne er stigende og fremtiden ser dyster ud. En radikal vækkelsesbevægelse blandt muslimerne og de stadig stærkere offensive evangelisationsmetoder fra de kristne giver flere sammenstød og giver bekymringer for fremtiden.

Medmenneske i stedet for fjende
Samtidig lærte jeg også, at langt de fleste både kristne og muslimer egentlig bare vil leve i fred. De hungrer efter et samfund med frihed til deres religion. Desværre er der ekstremister på hver side, der forpester miljøet og gør det sværere at leve sammen. Én af de helt store øjenåbnere i jagten på en løsning fik jeg, da jeg besøgte en NGO, der havde et syværksted, hvor kristne og muslimer arbejdede sammen. Både de kristne og muslimerne sagde, at før de så hinanden som fjenden før de fik arbejde på syværkstedet. Nu så de derimod hinanden som mennesker, der bare havde en anden religion. Nogle var også blevet venner gennem snak henover symaskinen.

Kvinderne viste mig, at fjendebilleder opbygges, når mennesker ikke møder hinanden. Det gælder på Zanzibar, men det gælder også i Danmark. Opgaven viste mig, at det er udfordrende at tilhøre forskellige religioner og bo tæt sammen, men at det første skridt mod en mere fredelig sameksistens er at mødes og lære den anden part at kende.