Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

At slippe blufærdigheden

Vi er alle børn af vores tid. Selv os, der kan udgøre en kritisk røst mod mange forhold i samtiden, er – uundgåeligt og ofte ubevidst – børn af vores samtid.

Af Henrik Højlund, præst i Aarhus Bykirke

TIDENS MANTRA
Peter Halldorf skriver i bogen
Bokstave og Ande: ”Enhver generation har sit tabu. En gang for længe siden var det sex. Sidenhen blev det Gud. I dag er det vished/sikkerhed. Med søgning som livsholdning vender vi os mod det rigide og skråsikre. Den, der drister sig til at være overbevist, opleves som dogmatisk og færdig. Ikke at have færdige svar var en gang udtryk for en velgørende trods, for åbenhed og mod. I dag er det i sig selv blevet et dominerende mantra i tiden, et færdigt svar. Vi har i vores tid fået noget så paradoksalt som ”en dogmatisk relativisme”.”
(Min oversættelse)

At det er blevet tidens dominerende mantra, påvirker os alle. Overbeviste kristne præges også af den dogmatiske relativisme, af tidens dyrkelse af ufærdige svar. Vi kommer let til at flyve under radarhøjde med vores overbevisning, med vores tro på dogmatiske sandheder.

UBLUFÆRDIG TRO

Rejser til Etiopien i 2013-15 åbnede mit sind
for en mere ublufærdig vedkendelse af troen i samfundet, og etiopiernes meget umiddelbare gudsforhold, en naturlighed, ligefremhed og selvfølgelighed i relationen til Gud i alle forhold gjorde et varigt indtryk. Der var ligesom ikke noget sekulariseringsfilter. Helt modsat det man igen og igen møder i et sekulariseret samfund, hvor Gud på ingen måde er forudsætningen, men en tilføjet mulighed for dem, der har tro til og behov for den slags. Og dét er for længst begyndt at præge kirkelivet og teologien i Danmark.

SEKULARISERINGSTEOLOGI

For nogle år siden skrev den århusianske univer
sitetslektor i teologi, Troels Nørager, en artikel i Præsteforeningens Blad med titlen Gud er død, om alle mand var døde, en tydelige reference til Peter Dass’ salme Herre Gud, dit dyre navn og ære, hvor en linje lyder: ”Gud er Gud, om alle mand var døde”.

Modsat Dass mener Nørager, at Gud først findes
gennem den menneskelige erfaring af det guddommelige.

Det er sekulariseringsteologien, hvor vi holder
Gud ud i en armslængdes afstand og diskuterer, om han findes. Etiopierne ville ryste på hovedet ad det. Gud er der som den mest indlysende, indiskutable forudsætning for alt og alle, længe før vi får en tanke om at tro på ham.

Selvom vi som troende i Danmark præges af se
kulariseringen, så kender vi til troens naturlighed i vores omgang med kristne venner og menighed. Alligevel behøver der ikke være så langt fra blufærdighed til ublufærdighed.

”SAY WHAT YOU PRAY”
Dette er et engelsk bonmot. Det handler bl.a. om
at lade gudsnærværet, gudsvirkeligheden sætte sig mere igennem udenfor bønnens rum. At øve sig i at lade Guds virkelighed være min grundlæggende synsvinkel for alt i tilværelsen, i mødet med alt og alle. Uden dermed at skulle sige Gud i hver anden sætning.

DEN FARLIGE ATEISME

Svenskeren Magnus Malm siger i en af sine bøger:
”Den farlige ateisme er ikke den, der prædikes, men den der praktiseres”. Og videre: ”Det er ikke den kritiserede tro, der sekulariserer os, det er den ikke-praktiserede tro. Det er den bøn, jeg ikke beder. Det er de bibeltekster, jeg ikke vender tilbage til. Det er den gudstjeneste, jeg ikke deltager i. Det er alle de områder af verden, der undtages fra et kristent perspektiv. Det er de gange, jeg ikke reflekterer over, hvad en ny livserfaring kan lære mig om Gud. Det er de erfaringer af Guds nærvær, jeg ikke længere tager alvorligt og til sidst ikke kan huske”.

GUD ER VORES BOLIG

Som sognepræst har jeg ved hver eneste begra
velse læst linjerne fra Sl 90: ”Herre, du har været en bolig for os i slægt efter slægt”. Ordene har med årene sneget sig ind i mine egne bønner. Der er en ro i de ord. Gud er der forud for alt og efter alt.

Men det handler netop også om at komme frem
til en bevidsthed om dette. At vælge det. Og det kan man læse om i Sl 91: ”Den Højeste har du gjort til din bolig”. Vi skal altså bevidst og vedvarende vælge Gud som vores bolig.

I SLÆGT EFTER SLÆGT

At vælge Gud som bolig kunne f.eks. være at
gøre som vi tre venner gjorde en aften, da vi sad på en café, inden vi skulle i biografen. Her rørte vi de store glæder og de store sorger lige nu i vores liv. Sorgerne var så store hos den ene, at vi simpelthen bare måtte bede en bøn sammen midt i mylderet af cafegæster. Jeg tvivler på, at nogen bemærkede os midaldrende mænd, der sad bøjet over deres ølkrus med lukkede øjne og mumlede lidt. Vi blev os i nogle få øjeblikke bevidst om det, der altid er vores virkelighed: ”Herre, du har været en bolig for os i slægt efter slægt”.